Bremsefejlene skal tjekkes
Det er ikke lykkedes branchen at nedbringe antallet af bremsefejl på de tunge køretøjer. Derfor ønsker ITD en dybdegående analyse af Politiets og Færdselsstyrelsens kontrolresultater.
- Transportbranchen har i mange år arbejdet på at nedbringe antallet af bremsefejl på de kontrollerede tunge køretøjer, men tallene ligger desværre fortsat status quo, siger ITD’s adm. direktør Carina Christensen og chefkonsulent Jørn-Henrik Carstens, som netop har haft møde med Færdselsstyrelsens direktør, Stefan Søsted.
- Myndighedernes statistikker fortæller os ikke, om det er ”sovende bremser”, dårligt vedligehold, skrappere danske præstationskrav eller noget helt fjerde, der gemmer sig bag tallene. Derfor har vi foreslået Færdselsstyrelsen, at bremserapporter fra de seneste 2-års periodesyn stilles til rådighed i anonymiseret form for en arbejdsgruppe med brancherepræsentanter. Hvis vi også kan få bremserapporterne fra Politiets vejsidekontroller, vil det give branchen mulighed for at analysere fejlene i dybden og herefter iværksætte de mest relevante løsninger.
ITD har inviteret Politiet, Færdselsstyrelsen og den øvrige branche til et fælles møde for at sætte gang i arbejdet.