23948sdkhjf

Dansk vognmand sagsøger rumænske chauffører

En rumænsk lastbilchauffør skal betale mere end en måneds løn til vognmand Henrik Hansen for at have skadet hans ejendom

Den danske vognmand Henrik Hansen har sagsøgt en af sine rumænske chauffører for omkring 20.000 kroner. Det svarer til mellem en og to måneders løn for chaufføren.

Det skriver Avisen.dk.

Den regionale rumænske domstol i byen Dolj gav den 26. juni Henrik Hansen medhold i, at chaufføren skal betale omkring 20.000 kroner for at have skadet Henrik Hansens ejendom. Det fremgår ikke af dommen, hvad det helt konkret er, der er blevet skadet.

I Danmark ejer Henrik Hansen transportvirksomheden Contrans. Sagen i Rumænien er ført via det rumænske datterselskab SC Henrik Hansen SRL

I Danmark er det som udgangpunkt vognmanden selv, der skal betale for skader på lastbiler. Men i Rumænien er det helt normalt, at vognmændene sender regningen videre til chaufførerne, forklarer de rumænske chaufførers fagforbund.

- I langt de fleste tilfælde trækker de bare skaden fra chaufførens løn, men nogle gange ender sagerne i retten. De fleste skader er arbejdsrelaterede ulykker, og det er en generel risiko i denne branche. Problemet er, at arbejdsgiverne har billige forsikring med høj selvrisiko, og derfor vælger de ikke at bruge forsikringen. I stedet udnytter de chaufførerne ved at skyde skylden på dem, siger Virgil C. Purcarescu, som er præsident for fagforbundet Sindicatul Soferilor Drumuri Bune.

Henrik Hansen har en lignende retssag på vej imod en chauffør ved retten i den rumænske by Satu Mare.

Det har trods flere henvendelser ikke været muligt at få en kommentar fra Henrik Hansen.

Henrik Hansen ejer en transportvirksomhed i Danmark, som hedder Contrans. Men han har ikke særligt mange danske chauffører. Til gengæld har han et datterselskab i Rumænien, som hedder Henrik Hansen SRL, og herigennem ansætter han rumænske chauffører, som kører i Danmark og resten af Nordeuropa.

Mens det er hverdagskost for de rumænske chauffører, sker det yderst sjældent for danske chauffører, at de bliver trukket i løn, fordi de har lavet skader, fortæller Kim René Busch, som er forhandlingssekretær i 3F's Transportgruppe til Avisen.dk.

- Det er helt indiskutabelt, at arbejdsgiverne skal udbetale hele lønnen og ikke må foretage modregning på grund af skader. Der er jo ikke nogen chauffører, der med vilje påfører skader på køretøjet. Men de er under et voldsomt tidspres, og det er arbejdsgiverne, der lægger pres på dem, og så sker der desværre en gang i mellem fejl. Det er den risiko, der er ved at drive en forretning, siger han.

Hvis chaufføren har påført skaden med vilje eller har handlet groft uagtsomt, står der i Erstatningsansvarsloven, at vognmanden kan kræve, at chaufføren selv dækker skaden, forklarer Jane Aakjær Madsen, som er jurist i brancheorganisation ITD.

- Som arbejdsgiver hæfter du som udgangspunkt for dine arbejdstageres uforsvarlige skadegørende handlinger. Men arbejdsgiveren kan rette et krav mod arbejdstageren ud fra en konkret vurdering af, om det er rimeligt under hensyntagen til arbejdstagerens adfærd og omstændighederne i øvrigt, siger hun til Avisen.dk.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094