Teknik- og miljøborgmester: Bunden opgave at gøre trafikken grønnere
Efter flere år med fald i udledningen af CO2 i København, bød 2016 på en stigning. Byen er nu længere fra målet om at blive verdens første CO2-neutrale hovedstad i 2025, og navnlig transportområdet volder problemer.
Ifølge en pressemeddelelse fra Københavns Kommune har Danmarks Tekniske Universitet opdaget en fejl i sin anvisning til, hvordan kommunerne skal udregne udledningen af CO2.
Inden for transportområdet skal København derfor reducere med 136.000 tons CO2 og ikke kun 78.000 tons, som tidligere beregnet.
- København skal holde fast i ambitionen om at blive verdens første CO2-neutrale hovedstad, og derfor er det nu en bunden opgave for Borgerrepræsentationen at blive bedre til at udnytte eksisterende værktøjer til at gøre trafikken i København grønnere. Samtidig må vi sammen med videninstitutioner, virksomheder og københavnerne udvikle nye transportløsninger, siger teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL) i pressemeddelelsen.
Han fastslår, at København får svært ved at nå i mål med CO2-reduktionen på transportområdet uden en hjælpende hånd fra regeringen.
Elbiler og tung trafik på eksempelvis biogas spiller en nøglerolle i arbejdet med at sikre en grønnere transport i København.
Ifølge Morten Kabell er roadpricing eller en betalingsring nødvendig for at nå målene, og skal de redskaber bringes i anvendelse, kræver det en lovændring.
- EU kræver, at Danmark frem mod 2030 reducerer udledningen af CO2 på transportområdet markant. Men i sit udspil til finanslov vil regeringen gøre det billigere at købe en bil, sænke prisen for at køre over Storebælt og bruge flere penge på motorveje. Alle tre initiativer vil øge udledningen af CO2. Vi har brug for en regering, der lever op til sine internationale forpligtigelser. I København er vi parate til at hjælpe med at nå målet, men det kræver, at vi får de rigtige værktøjer, siger Morten Kabell.
Siden 2005 er det blot lykkedes Københavns Kommune at nedbringe udledningen af CO2 på transportområdet med 3 pct. At tallet er så lavt, skyldes primært en stigning i udledningen af CO2 fra bygge- og anlægsmaskiner på 130 pct. Således er udledningen fra vejtrafik er faldet 8 pct. og togtrafik med 44 pct.