Lastbil til både distribution og entreprenørkørsel
Kunderne kunne jo bare have valgt en 11 liters FM model, hvis de ville have flere kræfter; men Volvo Truck lyttede til kundernes ønske om at få en kraftigere 8-liters FE model, der både ville være mere økonomisk end FM modellen på grund af en lavere chassisægt og samtidig yde mere.
Vi har prøvet resultat - en Volvo FE med 350 hk, der er en overbygning til den nuværende 320 hk udgave. Ganske vist er der flere hestekræfter at gøre godt med; men til gengæld virker det forbedrede moment ikke ved samme lave omdrejninger som i 320 hk udgaven. Momentet i FE 350 er 1.400 omdrejninger ved 1.200-1.600 omdrejninger, mens Volvo FE 320 har maksimalt moment på 1.200 Nm mellem 1.050- og 1.600 omdrejninger.
Motoren er certificeret til brug af det alternative brændstof som HVO, der er forarbejdet vegetabilsk olie. Volvo tilbyder også den nye FE -model med en 9 liters motor, der kører på komprimeret naturgas (CNG).
Prøvekørslen gik fra Volvo Lastbilers hovedkontor i Taastrup til Roskilde, kørsel rundt i byen og derefter en afstikker til Køge by - og derefter retur.
77 kilometer blev ruten på med en del trafik og masser af røde lys, så forbruget endte på 4,8 km/l. Det blev godkendt af Volvos svenske testchauffør Tommy Rusholt, der faktisk er født af danske forældre.
Bilen var maksimalt belastet til totalvægt til 26 ton totalvægt (bestående af fastsurrede betonblokke), men den nye 350 hk maskine trak uden problemer den tunge last. Masser af trækkraft. Ros skal bilen også have for det lave lydniveau i kabinen og den fine komforten takket været fuld luftaffjedring. Der er to luftbælge pr. aksel.
Hydraulisk styrende løbeaksel
Bilen var en 6x2 udgave med hydraulisk styrende løbeaksel, så man kan vende på en gårdsplads uden at flytte rundt på pladsens perlegrus. Akslen låses, når hastigheden er over 38 km/t. Der er også en lille indstyring på bilen, så den er nem at manøvrere.
Bilen var udstyret med motorbremse, som dels aktiveres via en stilk på ratstammen, dels via den første del af bremsepedalens vandring. Ved igangsætning skal vi nævne "hill start assist", der virker de første par sekunder ved igangsætning
Man kan opnå en fin kørestilling bag rattet, som var af læder i testbilen. I det hele taget var udstyrsniveauet højt. Det gælder også opbygningen med Spierkasse med skørter, som de færreste danske kunder nok vil ofre. Læssebagsmækken var fra BÄR - altså ren tysk; men det er også her, at Volvo forventer at sælge denne demobil, når engang testforløbet med europæiske journalister slutter til næste forår.
Den danske løsning
En dansk vognmand eller fragtmand vil typisk vælge en opbygning med kapel eller enkel bokskasse, der kan lastes bagfra, eller med lad, som man ser på de mange biler, der leverer materialer til blandt andet byggemarkeder.
Ellers kan bilen bruges til renovationskørsel. Den kan nemlig fås med nedbygget førerhus. Endelig forventer man hos Volvo, at entreprenørvirksomheder vil vise interesse. De er i forvejen storkunder til FE-modellen.
Bredere motorprogram
Den nye motor betyder, at FE-programmet er blevet bredere og dermed når længere ud til kundegrupper.
Tidligere - før Euro 6 normen - brugte Volvo tyske Deutz motorer på 7 liter i FE modellen, men nu er der skiftet til Volvo Powertrains på 8 liter. De bygges i Frankrig.
320 hk udgaven kan fås med både manuel gearkasse og i-12 trins Shift gear samt Allison automatgear. Den testede 350 hk model kan ikke fås med manuelt gear, men med 12 trins I-Shift gear. I FE-modellerne med 250 og 280 hk anvendes I-Sync gear.
Bagakslen var en soloaksel med enkelt hypoid-reduktion, der er designet til et moment på 2.800 Nm. Det maksimale akseltryk 13 ton, mens vogntogsvægten er 44 ton. Akslen er udviklet til højhastighedstransport. Differentialespærring betjenes med en knap på instrumentpanelet.
360 grader Bird View
I kabinen - som ellers næsten er uændret - skal vi nævne, at der var monteret en 360 grader Bird View "Around View Monitor", som ikke indgår i Volvos eget reservedelslager. Systemet havde også bakkamera, så det var alletiders at kunne se rundt om bilen, da vi kørte rundt i Roskilde og Køge.
Her skal vi også nævne de store glasflader i begge sider af kabinen og dørene. Der er lidt ændringer på førersædet, der nu har armlæn. Ellers er der rimelig aflæggeplads, men motorkassen mellem sæderne fylder meget.
Som ekstraudstyr kan man få det testede Medium førerhus med en briks til de lette hvil. Der er også lav og behagelig indstigning. Døren åbner 90 grader. Førerhuset kan i øvrigt vippes til en vinkel på 55 grader, som letter adgang til motoren.
Der var masser af sikkerhed i testbilen - med elektronisk stabilitetskontrol, linjevogter, nødbremse og skivebremser.
Artiklen er en del af temaet Test.