Måtte erstatte lasten
Et dansk handelsselskab indgik i 2014 en købsaftale med en indisk tekstilproducent om køb af i alt 18.028 tørklæder, som det danske selskab skulle videresælge til nogle danske og udenlandske forretninger.
Det danske selskab antog i den forbindelse en international transportør i Mumbai til at sørge for transporten af tørklæderne fra lufthavnen i Mumbai til København. En fragtmand skulle herefter sørge for transporten fra København til danske selskabs lager i Jordrup.
Det indiske selskab udstedte den 26. juli 2014 en faktura, hvoraf det fremgik, at forsendelsen skulle ske med flytransporet, og at prisen skulle fastsættes på baggrund af FOB-klausul.
På House Air Waybill og Air Waybill var der tilsvarende under "Optional Shipment Information" anført "TERMS: FOB".
Våde tørklæder
Den 28. juli 2014 blev forsendelsen af tørklæder overleveret til den internationale transportør i Mumbai og herefter fløjet til Doha, hvor lasten blev læsset over på et andet fly.
Fra Doha til København blev forsendelsen sendt i to forskellige fly, som ankom til København den 4. august 2014, hvor der på nogle af forsendelserne var gjort anmærkning om vådt gods.
Dagen efter ankom tørklæderne til lageret, og det blev her konstateret, at forsendelserne var våde og beskadigede.
Det danske selskab kontaktede straks deres forsikringsselskab. Den 6. august 2014 blev tørklæderne besigtet, og en "survey report" blev udarbejdet, hvori skaderne blev beskrevet.
Forsikringsselskabet afslog at dække skaden, og henviste til at beskadigelsen af godset var sket før risikoens overgang til det danske selskab. Det danske selskab og transportøren indgik herefter et forlig, men det danske selskab og det indiske selskab var fortsat uenige om, hvem der skulle bære tabet. Det indiske tekstil selskab rejste derfor en erstatningssag mod det danske selskab.
Ikke anvendelig ved fly
Sø- og Handelsretten fastslog først, at FOB-klausulen specifikt regulerer søtransport. På det grundlag fandt retten ikke, at klausulen kunne anvendes til at fastslå, hvilket tidspunkt risikoen for leverancen af tørklæderne overgik ved flytransporten. Der måtte i stedet lægges vægt på parternes forståelse af betydningen af FOB-klausulen. Her lagde retten afgørende vægt på parternes forklaringer samt deres indbyrdes mailkorrespondance. Retten fastslog, at det havde stået begge parter klart, at risikoen overgik til det danske selskab, så snart det indiske selskab havde overgivet varerne til transportøren.
Med hensyn til skadens indtræden konstaterede retten, at der ikke var givet anmærkning på hverken transportørens House Air Waybill eller Air Waybill. Sø- og Handelsretten lagde derfor til grund, at beskadigelsen af godset først var sket efter overgivelsen til den internationale transportør i Mumbai Lufthavn. Da tørklæderne havde været mangelfrie på tidspunktet for risikoens overgang, måtte det danske selskab betale næsten 1 million danske kroner for tørklæderne til det indiske selskab.
IUNO mener
Dommen illustrerer at de i praksis afgørende faktorer i skadessager mellem handelsdrivende er 1) tidspunktet for risikorens overgang og 2) bevis for hvornår skaden er indtruffet.
Det er derfor vigtigt at have klarhed over, hvad der er aftalt omkring risikoens overgang. Benyttes Incoterms-klausuler, skal de anvendes korrekt. Det er vigtigt, at de aftalte klausuler stemmer overens med det transportmiddel, som anføres i transportaftalen. Ellers kan man risikere, at den aftalte klausul er uden virkning, og man risikerer dermed at stå tilbage med mere usikkerhed, end hvis man ikke havde henvist til Incoterms-klausulen.
Dommen viser også, hvorledes transportørens manglende anmærkning på House Air Waybill og Air Waybill kan have stor betydning for vurderingen af skadens indtræden.
[Sø- og Handelsrettens dom af 20. februar 2017, H-85-15]
