Tre spor over Vestfyn og lavere brotakster
Regeringen og Dansk Folkeparti er enig om at styrke infrastrukturen og mobiliteten i Danmark i forbindelse med omlægningen af registreringsafgiften.
Parterne er derfor enige om at udbygge den vestfynske motorvej til tre spor på strækningen mellem Nr. Aaby og Odense V hurtigst muligt samt en takstnedsættelse på persontransporten over Storebælt på 25 procent.
Takstnedsættelserne vil begynde i 2018 og være fuldt indfaset, når Vestfynske motorvej er fuldt udbygget til tre spor.
Konkrete modeller for både anlægget af den Vestfynske motorvej til tre spor og for takstnedsættelsen vil blive fastlagt senere på baggrund af et oplæg fra regeringen.
Regeringen understreger, at forliget ikke vil forsinke eller udskyde de øvrige prioriterede infrastrukturprojekter som en ny midtjysk motorvej (hærvejs-motorvejen), en havnetunnel i København, en forlængelse af Hillerødmotorvejen og en motorvej til Kalundborg.
Vejafgifter for person- og varebiler
Endelig er regeringen og Dansk Folkeparti enige om at indføre periodebaserede vejafgifter i Danmark for person- og varebiler. Danske billister kompenseres for vejafgiften.
En sådan ny ordning forventes indført med virkning fra 2020. Vejafgiften indrettes således, at den tilvejebringer et provenu opgjort efter tilbageløb og adfærd, samt administrative omkostninger og efter tilbageførsel til danske billister på 0,3 mia. kr. fra 2020 og frem. Regeringen vil udarbejde konkret oplæg hertil.
Lastbiler er ikke omfattet, fordi de allerede i dage betaler en årlig vejafgift.