Kæmpekran til vindmøllevinger
Vindmøller bliver højere og højere, og efterhånden er det blevet en stor udfordring, når 75 meter lange møllevinger skal hejses på plads i navet. Normalt bliver mobilkraner taget i brug, og det kræver 10-20 lastbiler at udføre opgaven.
Det problem har Aalborg-virksomheden Liftra sat sig for at løse. Resultatet hedder Blade Way.
Det fungerer forsimplet ved, at en svævebane bliver spændt fast på møllens nav med to wirer, som bliver holdt fast på jorden med den container, udstyret fragtes i.
I går var det blevet tid til, at Liftra skulle vise systemet frem for vindmøllebranchen.
Demonstrationen foregik fra et 40 meter højt tårn, der var stillet op på virksomhedens domicil i City Syd, hvor en vinge blev hejst op.
Thomas Sandbjerg, der er kommunikationschef hos Liftra, er godt tilfreds med demonstrationen.
- Der var repræsentanter fra mange store vindmølleproducenter til stede. Vi ved på forhånd, at de er interesserede. Der er nemlig vindmølleproducenter, der har kontaktet os før for at spørge, om der har været planer for at lave et hejsesystem, siger Thomas Sandbjerg.
Vestas, General Electric, Suzlon, Dong Energy, Vattenfall og Siemens Gamesa var alle repræsenteret ved demonstrationen.