Flere tyverier fra varebilerne
Flere og flere varebilsejere oplever, at deres biler bliver brudt op og tømt for elektronik og dyrt værktøj. Ifølge foreningen Dansk VVS er antallet af indbrud i varebiler stigende efter en årrække, hvor tendensen ellers har været faldende.
Ifølge TV2 Midt Vest er over 100 håndværkerbiler blevet tømt for dyrt værktøj i området i første halvår 2017.
Tyverierne sker især om natten, når varebilen er parkeret i nærheden af håndværkerens hjem. Tyvene går målrettet efter avanceret og dyrt værktøj, som opbevares i bilerne. Det kan være kostbart specialværktøj, el-værktøj og elektronisk udstyr som smart phones og iPads.
Sådan forebygges tyveri
Der findes dog flere måder at forebygge indbrud i varebilen på.
Ifølge forsikringsselskabet Topdanmark er det først og fremmest vigtigt at låse døren, når man forlader varebilen.
Sørg også for at blænde vinduer i lastrummet af og at installere tyverialarm.
Det er også en god ide at mærke værktøjet. Sæt et skilt op, der fortæller, at udstyret er tyverisikret.
Parkér godt og sikkert for eksempel på en lukket parkeringsplads eller et lyst og synligt sted, så omgivelserne kan reagere, hvis der sker noget mistænkeligt.
Det kan også være en god idé at installere forstærkede ruder eller sikkerhedsgitter for dørene.
I tilfælde af at tyven alligevel får adgang til varebilen, kan du højne den indvendige sikkerhed ved at installere ekstra låsesystemer som for eksempel en sikkerhedsboks, hvor man effektivt kan sikre værdifulde genstande.