Stadig for mange snuble-ulykker
I 2016 er der sket et lille fald i andelen af alvorlige snubleulykker i vejgodsgransportbranchen, viser en ny opgørelse foretaget af Arbejdstilsynet.
Snubleulykker er dog fortsat et stort problem med over 200 anmeldte ulykker om året.
Det er ofte banale hverdagsting, som får lastbilchaufførerne til at falde, glide eller snuble. Det kan være rod på arbejdsstedet, glatte trapper eller træsko, som chaufførerne vrikker om i.
Arbejdstilsynets opgørelse viser dog, at det er gået den rigtige vej i det seneste år. Der er sket et lille fald i andelen af snubleulykker i branchegruppen vejgodstransport. I 2016 udgjorde snubleulykker 18,6 procent af de alvorlige ulykker, mens andelen i de foregående fem år i gennemsnit har ligget på 22 procent.
Mere end tre ugers fravær
Ulykker kategoriseres som alvorlige, når de fører til mere end tre ugers fravær.
De alvorlige snubleulykker resulterer typisk i brækkede arme og ben, kraftige forstuvninger og i nogle tilfælde skader på hovedet – eksempelvis kraniebrud. Ofte får den ansatte varige mén af ulykken.
Snublen er også årsag til et højt antal ulykker med kortere fravær.
Små ændringer i dagligdagen
- Antallet af snubleulykker skal endnu længere ned. Det er bestemt også realistisk, for det er ikke svært at forebygge disse ulykker – ofte handler det om små ændringer i det daglige. For eksempel at gå med snøresko i stedet for træsko, lade være med at løbe og holde underlaget, hvor man færdes og arbejder, fri for genstande, påpeger Katrine Krone, kontorchef i Arbejdstilsynet.
Arbejdstilsynet har siden 2015 haft særligt fokus på området. Både via tilsyn og gennem kommunikationskampagnen ”Stop snubleulykker”, der skal hjælpe virksomheder og medarbejdere til at forebygge de mange snubleulykker.
Blandt andet har Arbejdstilsynet udarbejdet et kort faktaark til virksomhederne med gode råd til, hvordan ulykkerne kan forebygges.
Gode råd til vognmand og chauffør
Vognmanden kan blandt andet lave aftaler med kunderne om gulvbelægning, trapper, belysning og glatføreberedskab. Han skal også hjælpe de ansatte, så de ikke bærer gods, med bruger rulleborde, sækkevogn mv.
Chaufførerne skal lære at sige fra, hvis ikke forholdene er i orden. De skal holde området, hvor de færdes, fri for genstande. Og så skal de gå i sko, der sidder fat på foden, for eksempel snøresko - ikke træsko.
Man kan se og hente Arbejdstilsynets faktaark om snuble-ulykker på Arbejdstilsynets hjemmeside:
https://arbejdstilsynet.dk/da/regler/ulykkesrisici/snubleulykker