30 ton rullende akuthjælp
Region Hovedstadens Akutberedskab har netop indviet to store mobile behandlingspladser, der kan bruges ved større hændelser med mange tilskadekomne. Den enkelte behandlingsplads består af en 17 meter lang, 30 ton tung lastbil og to store telte.
Tilsammen over 130 kvadratmeter behandlingsplads under tag, hvor der er plads til at behandle op til 40 patienter samtidigt.
Behandlingspladsen bemandes af Akutberedskabets speciallæger, lægeassistenter og ambulancepersonale. Regionens akutte sundhedsberedskab bliver dermed opgraderet til at håndtere kritiske situationer med mange tilskadekomne, som har brug for livreddende behandling inden transport til hospital.
Hurtigt på stedet
De mobile behandlingspladser sikrer, at Region Hovedstadens Akutberedskab i tilfælde af store ulykker kan behandle patienter hurtigt og i sikkerhed på ulykkesstedet uanset vejret og forholdene på skadesstedet.
- Når antallet af tilskadekomne overstiger ambulancekapaciteten, er der behov for at kunne udføre livreddende behandling på skadestedet, i stedet for i ambulancen på vej til hospitalet. I lyset af det ændrede trusselsbillede i Europa i disse år, har vi opgraderet vores materiel på området, siger lægefaglig chef i Akutberedskabet Peter Berlac, og tilføjer:
- Vi har hidtil været afhængige af behandlingspladsudstyr fra Beredskabsstyrelsen og Hovedstadens Beredskab, som vi har et rigtigt godt samarbejde med, men vi har nu helt moderne udstyr, som er tilgængeligt for os hurtigt.
Supplement til almindeligt beredskab
De nye mobile behandlingspladser kan mobiliseres indenfor få minutter og er klar til at modtage patienter til behandling indenfor 15 minutter efter ankomst til et skadested. Dermed kan regionen sikre en væsentlig hurtigere indsats på skadesstedet og optimale betingelser for patienterne og personalet.
Behandlingspladsen skal ikke blot bruges ved pludseligt opståede større hændelser, men kan også være et supplement til ambulanceberedskabet ved større planlagte events som for eksempel Distortion, Copenhagen Marathon, Folkemødet og særlige arrangementer.
- Jeg er rigtig glad for, at vi nu har fået vores egne behandlingspladser. De kan også hjælpe med at understøtte sikkerheden ved store folkelige begivenheder. Det glæder mig, at vi nu har en moderne og fleksibel løsning, som gør, at vi alle kan være lidt mere trygge. Vi håber selvfølgelig, at vi aldrig for alvor for brug for dem, siger regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S)