23948sdkhjf

Regeringen afblæser ændring af postloven

Efter at ejerne af PostNord i sidste uge indgik en aftale, ser minister ikke behov for at ændre postloven.

Regeringen dropper nu et varslet lovforslag, der skulle give transportministeren øgede beføjelser til at sikre, at breve og pakker kan komme ud til alle danskere.

Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) har tirsdag orienteret postforligskredsen om, at den bebudede ændring af postloven ikke vil blive fremsat på nuværende tidspunkt.

Det sker, fordi ejerne af PostNord - den danske og den svenske stat - i sidste uge indgik en fælles aftale, oplyser ministeren i en pressemeddelelse.

- Med den nye aftale om PostNord bakker de to ejere op om selskabets mulighed for at gennemføre de ændringer af deres produktionsmodel, som er nødvendige for at leve op til det gældende postforlig og inden for rammerne af den nuværende postlov, siger Ole Birk Olesen.

Aftalen mellem staten og PostNord Danmark om varetagelsen af befordringspligten gælder til og med 2019.

Med beslutningen om at trække lovforslaget får politikerne nu ro til at diskutere den løsning, der skal gælde efter 2019.

- Postforligskredsen skal i god tid, inden statens aftale med PostNord Danmark udløber, drøfte rammerne for postservicen efter 2019, siger Ole Birk Olesen.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093