23948sdkhjf

Brobyggeri gavner Vordingborg Havn

Broelementer til Storstrømsbroen skal produceres på Masnedø, og det betyder blandt andet øget omsætning i Vordingborg Havn

Et italiensk joint venture, bestående af tre entreprenørvirksomheder og en brorådgiver, skal stå for opførelsen af den kommende nye Storstrømsbro. De italienske firmaer har valgt, at produktionen af broelementerne skal ske på Masnedø. Det vil de kommende fire år betyde mange hundrede nye lokale arbejdspladser i Vordingborg Kommune.

Vordingborg Kommunes borgmester Michael Seiding Larsen glæder sig over udsigten til de mange hundrede nye lokale arbejdspladser.

- Vi arbejder hårdt for at tiltrække nye arbejdspladser og få mest muligt produktion til området, så det er en meget glædelig nyhed, at det nu er lykkes os. Vi har undervejs haft en rigtig god dialog med det italienske joint venture, så vi ser meget frem til at tage rigtig godt i dem, siger han, og fortsætter:

- Udover de mange hundrede broarbejdere og ingeniører, som de kommende år skal bo og arbejde i vores område, vil det også give ekstra beskæftigelse og omsætning til mange af vores lokale virksomheder. Det her er en fortsættelse af de seneste års positive udvikling af vores område og understreger, at vi kan tiltrække nye store virksomheder til vores område.

Havnen øger omsætningen
På Vordingborg Havn kan de også se frem til flere nye kunder og en væsentlig øget omsætning, når byggeriet af den kommende Storstrømsbro indledes i løbet af efteråret 2018.

Det glæder bestyrelsesformand for Vordingborg Havn Per Stig Sørensen.

- Det kommer til at betyde, at vi får sat endnu mere fart på udviklingen af Vordingborg Havn. Der vil blive rigtig meget aktivitet på havnekajen, når der skal sejles cement og råstoffer ind til byggeriet, siger han, og tilføjer:

- Det vil også give flere arbejdspladser og helt nye indtægtsmuligheder, ikke kun på selve havnen, men også for alle de lokale virksomheder, som nu får mulighed for at skulle levere ydelser til byggeriet. Så vi er fra havnens side rigtig godt tilfredse med valget af det italienske joint venture.

Plads til nye virksomheder
Når selve brobyggeriet er afsluttet og den nye Storstrømsbro er indviet, bliver hele området ved Masnedø Gartneri også til rådighed for nye virksomheder, som ønsker at etablere sig ved Vordingborg Havn.

Den mulighed kommer ifølge havnedirektør Jan Michelsen også meget belejligt for havnen.

- Vi har fået flere nye store kunder her på havnen de sidste to år og flere er på vej. Vi er også allerede i fuld gang med et større udvidelse, som vil bringe havnen helt op i superligaen med moderne faciliteter, en ny dyb sejlrende, gode tilkørselsforhold og korte køretider til både Lolland-Falster og hovedstadsområdet. Så det er en fantastisk mulighed for os, at vi kan tilbyde endnu flere virksomheder mulighed for at etablere sig, når brobyggeriet er afsluttet, fortæller en meget tilfreds havnedirektør.

Produktionen af broelementerne vil ifølge Vejdirektoratet blive placeret der, hvor Masnedø Gartneri har til huse i dag. Selve byggeriet af den nye Storstrømsbro indledes i løbet af efteråret 2018.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079