Ny tilkørsel skaber adgang ved Kolding Syd
For lidt over et år siden gik Vejdirektoratet i gang med at bygge en ny til- og frakørsel ved Ødisvej uden for Kolding. Nu er den nye til- og frakørsel, som kommer til at ligge cirka fire kilometer syd for til- og frakørsel 65, Kolding Syd, klar til åbningen fredag den 10. november.
Til- og frakørslen ved Ødisvej indfrier et ønske fra Kolding Kommune om en tilslutning til Sønderjyske Motorvej (E45) i den sydlige del af kommunen. Der er tale om et kommunalt medfinansieringsprojekt, hvor Vejdirektoratet og Kolding Kommune har finansieret hver sin halvdel.
Med til- og frakørslen får trafikanter direkte adgang til motorvejen fra den sydlige del af Kolding og Vonsild.
Vejdirektoratets projektleder Niels Arend Koefoed glæder sig over et vel gennemført projekt.
- Den nye til- og frakørsel ved Ødisvej betyder en bedre trafikbetjening af lokalområdet og en lettere adgang til Sønderjyske Motorvej syd for Kolding. Tilslutningsanlægget ved Kolding S bliver også aflastet. Vi forventer, at cirka 4.500-5.000 biler pr. døgn vil benytte Ødisvej og det nye tilslutningsanlæg, siger Niels Arend Koefoed.
Til- og frakørslen ved Ødisvej er udformet som et ruderanlæg med to nordvendte og to sydvendte ramper. To rampekryds og en samkørselsplads ved Ødisvej er også anlagt.
Med i projektet hører også nye venstresvingsbaner fra Ødisvej mod Hoppeshuse og Hoppesvej. De bliver anlagt, fordi trafiktallet på Ødisvej stiger efter åbningen af det nye tilslutningsanlæg. I alt er cirka 2,3 km vej anlagt eller renoveret.