Aktion i Padborg: Store bøder til manipulerede lastbiler
Tungvognscenter Syd foretog fra den 25. oktober til den 27. oktober en målrettet indsats mod lastbils-manipulation ved den dansk-tyske grænse.
Kontrollerne blev foretaget på forskellige tider af døgnet og havde særligt fokus på manipulation af tacograf, hastighedsbegrænser samt nyere lastbilers AdBlue-anlæg, der reducerer udslippet af skadelige NoX-gasser fra lastbilens udstødning.
Tre lastbiler var manipuleret i kontrolapparat og hastighedsbegrænser og tre var manipuleret i AdBlue- anlægget, og det gav anledning til store bøder til chauffører og transportvirksomheder.
Serber uden AdBlue
En vognmand fra Serbien blev præsenteret for en større bøde, da der var manipuleret med lastbilens AdBlue-anlæg, så det ikke brugte AdBlue-væske.
Det medfører, at lastbilen forurener mere end tilladt til trods for, at der i virksomhedens CEMT-tilladelse, netop er angivet, at EURO5-normen, som fastlægger grænseværdier for køretøjets udledning, skal overholdes for at tilladelsen er gyldig.
Derfor måtte vognmanden, ud over den almindelige bøde for manipulation af AdBlue-anlægget på 1000 kr., betale 35.000 kr. for at køre uden tilladelse. Vognmanden betalte beløbet som sikkerhedsstillelse, fik lastbilen repareret, og kunne derefter fortsætte transporten.
Ester og tyrker røg også i fælden
En anden vognmand fra Estland måtte også en tur på værksted for at få lavet sit AdBlue-anlæg og kalibreret kontrolapparatet efter at være blevet afsløret i manipulation af begge dele.
Reparationen løb op i over 60.000 kr., mens han skulle betale en sikkerhedsstillelse for bøden på 31.000 kr. Sagen skal herefter afgøres i retten.
Fra samme skuffe måtte en tyrkisk vognmand betale en sikkerhedsstillelse på 45.500 kr., og chaufføren modtog en ubetinget frakendelse af førerretten for manipulation af kontrolapparat, hastighedsbegrænser og AdBlue-anlæg. Også i dette tilfælde blev sikkerhedsstillelsen betalt og vogntoget repareret.
Også danske bøder
Herudover var der ved kontrollerne en række andre overtrædelser af køre-/hviletid, samt andre regler og love inden for tungvognsområdet.
Blandt andet var der bøder til to danske lastbiler, der kom kørende lige efter hinanden. De var ikke indregistreret, men alligevel i gang med at blive kørt til vask. Begge lastbiler havde monteret hver sin prøvenummerplade med det samme nummer på.
Dette udløste bøder til både chaufførerne, og den ansvarlige virksomhed bag, ligesom prøvenummerpladerne blev inddraget til SKATs motorkontor.