23948sdkhjf

Chauffører fra fattige lande strømmer hertil

Markant flere chauffører fra lande som Filippinerne og Usbekistan får lov at køre i EU. Alene på et år er antallet af tilladelser til chauffører fra ikke-EU-lande steget med 60 procent

74.834 chauffører fra lande uden for EU fik forrige år tilladelse til at køre lastbil i Europa. Det viser en ny opgørelse fra EU-Kommissionen, som får både fagbevægelse og politikere til at se rødt.

Ifølge opgørelsen, som Ugebrevet A4 har fået, er antallet af tilladelser til chauffører fra ikke-EU-lande steget med hele 60 procent siden 2015. Det år blev der givet 46.505 tilladelser.

Reglerne er sådan, at hvis vognmænd ikke kan finde ledige lastbilchauffører, kan EU-landene - afhængigt af de nationale regler - give vognmænd tilladelse til at hyre chauffører fra lande uden for EU.

Men så længe der er stor arbejdsløshed i Syd- og Østeuropa, er der ingen undskyldning for at hente chauffører ind fra lande uden for EU. Det mener Jan Villadsen, som er formand for fagforbundet 3F Transport.

- Det er et uhyggeligt og helt uacceptabelt omfang, den her trafik har taget. Det er et helt åbenlyst hul i EU's regler, der nu misbruges i jagten på at få billig arbejdskraft, siger Jan Villadsen.

"Billig arbejdskraft" betyder, at chauffører fra eksempelvis Filippinerne og Usbekistan ifølge flere kilder har lange arbejdsdage i EU til en løn på 7.500 kroner om måneden - eller mindre.

3F Transport vil arbejde for, at hullet i EU's regler bliver lukket i forbindelse med, at EU er ved at revidere reglerne for godstransport i Europa.

Herhjemme har SF's politiske ordfører Karsten Hønge (SF) allerede kaldt udlændingeminister Inger Støjberg (V) i samråd om problemstillingen.

- SF vil pålægge regeringen at rejse sagen i EU for at samle opbakning til at sætte en stopper for importen af underbetalt arbejdskraft fra tredjelande, skriver Karsten Hønge i en mail til Ugebrevet A4.

Litauen og Polen er de to lande, der inviterer flest lastbilchauffører til EU. Polen alene stod forrige år for 41.391 ud af de 71.834 tilladelser. Men det må der sættes en stopper for, mener Ole Christensen, som er medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet.

- Det er helt vanvittigt, også når vi ser på den store arbejdsløshed, der fortsat er i Europa. Tallene viser tydeligt, hvor vigtigt det er, at der gøres noget, siger han og lover at tage sagen op med EU's transportkommissær Violeta Bulc.

Artiklen er en del af temaet Fremtidens Chauffør.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078