Fremtidens virksomhed er digital, fleksibel og bæredygtig
Den digitale og teknologiske udvikling stormer frem og skaber både muligheder og udfordringer for landets virksomheder. Derfor afholder Smartlog igen i år Logistikkens Dag i Aalborg, hvor eksperter inden for Industri 4.0, digitalisering og bæredygtighed vil guide danske logistik- og produktionsvirksomheder sikkert ind i fremtiden.
Industri 4.0 – eller hvad der beskrives som den fjerde industrielle revolution – er blandt tidens varmeste emner inden for dansk erhverv. Det udgør årets måske mest anvendte buzzword, når den hastige digitale og teknologiske udvikling inden for industrien skal forklares med én samlet betegnelse.
Industri 4.0 er fremtiden, som danske virksomheder kigger ind i. Det er integrationen og sammenspillet mellem den digitale verden og intelligent teknologi i den fysiske produktion. Sammenspillet mellem den datadrevne digitalisering og den teknologiske udvikling frembringer nye muligheder og teknologiske kvantespring:
- Den digitale og teknologiske udvikling går i disse år enormt stærkt – og den vil med al sandsynlighed kun accelerere yderligere i fremtiden. Derfor kan danske logistik- og produktionsvirksomheders konkurrenceevne kun sikres, hvis vi hele tiden er på forkant med den digitale og teknologiske udvikling, forklarer netværksfacilitator for Smartlog, Jens Uggerhøj.
Bæredygtighed er en del af udviklingen
En anden af tidens voksende trends er bæredygtighed. Den grønne profil har længe været kendetegnende for dansk erhvervsliv på den internationale scene, og i fremtiden vil udviklings- og vækstbegreber være uløseligt kædet sammen med bæredygtige initiativer og tiltag:
- Et stigende antal virksomheder er begyndt at udforske de mange fordele ved en grønnere og mere ressourceeffektiv forretningsmodel – og det kommer ikke kun samfundet til gavn. Alt tyder på, at en højere grad af bæredygtighed faktisk udgør en rentabel optimering af virksomhedernes forretningsmodeller og værdikæder, siger Jens Uggerhøj.
Voksende interesse
Fremtidens virksomhed er dermed digital, fleksibel og bæredygtig på én og samme tid. Og relevansen af den udvikling begrænser sig ikke kun til danske logistik- og produktionsvirksomheder. Netop derfor har Logistikkens Dag nydt bred opbakning de seneste fem år, hvor flere hundrede tilmeldte på tværs af brancher er mødt op til konferencen i Aalborg, der har vokset sig større år for år.
Ambitionsniveauet er derfor endnu højere i år, når SmartLog for sjette gang i træk afholder Logistikkens dag, og arrangementet er derfor rykket fra 1. sal til Europahallen i Aalborg Kongres & Kultur Center:
- Det vidner om, at vi er lykkedes med at skabe et væsentligt forum og netværk, hvor alt fra virksomhedsledere til logistik- og produktionsspecialister oplever, at de får ny værdifuld viden og inspiration med hjem, slutter Jens Uggerhøj.
Blandt de foreløbigt bekræftede indlægsholdere på programmet er professor Steen Hildebrandt, senior specialist Stig Yding Sørensen, Teknologisk Institut, Sustainability Manager Jonas Engberg, Ikea A/S, CEO Jeremie Pierre Gay, Create it Real, partner og advokat Bjarke Holm Hansen, Core Advokatfirma, direktør Per Bech Rasmussen, Bila A/S, og Head of eCommerce ved Wupti.com Michael Ejby, Dansk Supermarked Group.