Træf i Folketinget om superlogistik
Mindre tomkørsel ved hjælp af digitalisering - intelligent og effektiv logistik.
Det er emnet for et seminar den 7. december på Christiansborg med transportforsker Kristian Hegner Reinau fra Aalborg Universitet, branchefolk og politikere samt Gatehouse Holding i Nørresundby, som arbejder med "Internet of Things" (IoT).
- Tanken er at få illustreret det kæmpe potentiale ved at bruge bedre logistik i godsbranchen, siger transportordfører Rasmus Prehn (S), som er vært for mødet og i øvrigt opstillet i Aalborg.
En EU-opgørelse angiver, at lastbilerne kun udnytter deres kapacitet til 57 procent. Det vil sige, at 43 procent af kapaciteten benyttes til tomkørsel.
- Hvis vi kan bruge "Internet of Things" til at få et mere fintmasket logistiksystem, kan vi få et overblik over samtlige kubikmillimeter i lastrummene. Hvis vi så kan blive dygtigere til at udnytte lastrummene, kan vi mindske trængslen, reducere miljøpåvirkningen og opnå lavere priser på fragt, siger Rasmus Prehn.
- Visionen er, at den ny logistik kan blive en ny solstrålehistorie for Danmark. Det vil også medføre, at vognmandsfirmaer skal fragte gods for hinanden. Derfor handler det også om afregningspriser for at køre for hinanden, påpeger Rasmus Prehn.