23948sdkhjf

Sikkerheden er i fokus på ny motorvejsstrækning

Når de næste 14 kilometer af Holstebromotorvejen i dag åbner, vil flertallet af trafikanterne i det midt- og vestjyske få bedre køreforhold på strækningen

Det bliver fremover både hurtigere og sikrere for trafikanterne at komme frem i det midt- og vestjyske.

Motorveje er statistisk set både hurtigere og mere trafiksikre end landeveje, så det er en god nyhed, at Vejdirektoratet åbner 14 kilometer ny motorvej mellem Tvis og Sinding i dag, mandag den 27. november. Netop på det stykke er den gamle hovedlandevej i dag mest trafikalt belastet, så det er en gevinst at få trafikken flyttet fra landevej til motorvej. 

Åbningen af motorvejsstykket betyder imidlertid også, at der midlertidigt skabes mere trafik på et stykke af Herningvej fra den nye motorvejsafkørsel ved Tvis og til Holstebro. Her vil man kunne imødese øget trængsel, indtil Holstebromotorvejen står helt færdig til næste år.

Af samme grund sætter Vejdirektoratet trafiksikkerheden i fokus i forbindelse med åbningen af de næste 14 kilometer af Holstebromotorvejen.

Allerede i næste uge vil der blive opstillet ”Din fart” – skilte langs med vejen, så trafikanterne bliver ekstra opmærksomme på, om de overholder hastighedsbegrænsningen. 

Derudover er Vejdirektoratet i gang med at analysere, om der kan laves andre mindre fysiske tiltag på vejen, som kunne have en gavnlig effekt. Der vil også blive overvejet kommunikation, som sætter fokus på trafiksikkerheden, indenfor de kommende måneder. Vejdirektoratet vil gå i dialog med Holstebro Kommune og politiet herom.

- Det er vigtigt at sige, at Vejdirektoratet tager trafiksikkerheden ved vores anlægsstrækninger alvorligt og har fokus på at forhindre trafikulykker. Jeg beder også trafikanterne om at have tålmodighed og køre forsigtigt derude, siger Ivar Sande, afdelingsleder for Planafdelingen i Vejdirektoratet.

Trafikanter tager nye ruter
Konkret viser Vejdirektoratets beregninger, at når hele motorvejen er åbnet inden udgangen af 2018, forventes en stigning på 5.000 køretøjer i døgnet på motorvejen ved Tvis.

- Denne trafikstigning sker dels på baggrund af trafikanter, som vælger nye ruter, og at der bliver kørt nye ture. Det vil kunne mærkes af de lokale trafikanter, som i en periode på et lille års tid vil få mindre plads på Herningvej ved Tvis. Heldigvis er situationen kun midlertidig, men nogle gange skal det være lidt skidt, før det bliver helt godt, siger Ivar Sande.

- Alternativt skulle vi vente med at åbne mere motorvej, til Holstebromotorvejen stod helt færdig, men vi har den klare politik i Vejdirektoratet, at vi åbner vores veje, når de er klar, så de kan komme trafikanterne til gode hurtigst muligt. De 14 kilometer, som åbner på mandag, bliver det mest trafikerede stykke af Holstebromotorvejen fremover, så det er vigtigt at få hovedlandevejen aflastet for trafik på det stykke, tilføjer Ivar Sande. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078