Ny el-lastbil imponerer: Letkørt og lydløs
Det er veletablerede aktører i logistikbranchen, der er de første til at køre med de nye helt elektriske eCanter lastbiler. Dachser, DB Schenker, DHL og Rhenus i Tyskland fik ved en stor ceremoni i Berlin i december leveret deres nye køretøjer, som skal opereres de næste fem år i blandt andet Berlin og Stuttgart.
De første eCanter fordeler sig således: Dachser med to biler, DHL/Deutsche Post med seks biler, DB Schenker med tre biler og Rhenus med tre biler.
Bilerne er serieproducerede på Canter-fabrikken i Portugal, men der er rift om de spændende biler, så ifølge Mercedes-Benz Danmark kommer de første eCanter ikke til at blive leveret før en gang i 2019.
Undervejs i syv år
Prototyper af den elektriske eCanter fra Daimlers datterselskab Fuso har været på gaden i syv år - med testforløb på 90.000 km., men nu er bilen sat i serieproduktion som den første lette el-lastbil i Verden med betegnelsen eCanter 7C16e.
- Derfor er det pålidelige og driftssikre køretøjer, som vi overlader til kunder, understregede Marc Llistosella - chef for Daimler Trucks Asia - ved arrangementet i Berlin.
Han sagde, at kunderne med eCanter ikke alene kan køre i bycentre uden at støje og uden lokalt at udlede CO2-emissioner. Driftsomkostningerne ved at køre bilerne bliver også lavere end dieselbiler.
Stor besparelse
Med en eCanter garanterer Daimler, at kunderne kan spare op mod 7.500 kroner for hver kørte 10.000 km. i forhold til dieseldrift grundet højere energieffektivitet. Ved omstilling til e-mobilitet spiller udbygningen af fornybar energi en hovedrolle.
I USA er det i første række UPS, der er første kunde - og i Japan logistikselskabet Yamato samt 7-Eleven.
I oktober i fjor viste Daimler e-Fuso som brand på Tokyo Motorshow, så indenfor de næste fem år vil alle bus- og lastbilsmodeller også kunne fås i en e-udgave med rækkevidde op mod 250 km.
Ny eCanter i 2019
eCanter vil indenfor to år få et nyt design, som allerede på IAA i 2015 vistes som prototype. Teknisk vil den få integreret batteripakke og elektrisk drevet bagaksel. De biler, der kører nu, vil så blive bygget om - derfor kan de ikke købes, men udelukkende leases.
eCanter leases således af Daimlers eget leasingselskab CharterWay med en 24 måneders kontrakt. Målet over de næste par år er at lease 500 enheder til udvalgte kunder.
Salget er begyndt tre steder - først i Japan, dernæst i USA og nu i Europa. Bilerne til Europa og USA bygges på Tramagal fabrikken i Portugal. I Japan i Kawasaki. Det primære udviklingsarbejde er foregået i Kawasaki i Japan.
Meget letkørt
Transportmagasinet prøvede den nye eCanter på en kort rundstrækning i Berlin, og den var utrolig letkørt takket været dens moment helt fra 0 km/t. Den er helt lydløs som alle elbiler - og har standard BorgWarner automatgear.
Målinger i Japan siger 71 decibel støj i eCanter og 77 decibel i diesel Center (med dieselmotor fra FPT - Fiat Power Train.)
Førerhuset kendes fra de eksisterende Canter-modeller og kaldes Cab-over, hvor man sidder så at sige over forhjulene. Det betyder en noget høj indstigning, men til gengæld kan man strække benene.
Testbilen havde luftaffjedring - og det rart på de elendige veje i Berlin. Fuso kunne godt have budt chaufførerne på en sæde med bedre rygstøtte - det dobbelte passagersæde er endnu værre at sidde i.
Kun til bykørsel
Rækkevidden på en opladning er kun 100-150 kilometer, så Fuso eCanter er kun til bykørsel.
Den elektriske teknologi er kendt fra Mercedes-Benz eVito med BorgWarner elmotor.
Der er seks batterier fra Daimlers eget selskab Deutsche Akkumotive på 420 V kapacitet og 13,8 kWh hver.
Batteriets vægt er på 600 kg. Der skulle være nok til 3.000 opladninger i batteriernes første levealder. Ydelsen er 180 hk og momentet 285 Nm.
Den teknologiske udvikling inden for batterier fortsætter, og der skulle være noget nyt på vej, som kan introduceres allerede om et par år.
Beskeden topfart
Fuso eCanters topfart er på beskedne 80 km/t. Til gengæld sparer hver bil 16 ton CO2 om året. Det koster cirka 300 kg nyttelast at køre med el frem for diesel, men man har stadig mellem 3.5 og 4,3 ton til rådighed. Totalvægten er 7,5 ton.
Sikkerhedsmæssigt er der nødbremsesystem samt ESP stabilitetssystem, ASR antispin og ABS antiblokering.
El-drift på alle varebiler
Indenfor fem år vil alle varebiler fra Daimler kunne tilbydes med eldrift, og der kommer også el-lastbiler med op til 250 km rækkevidde.
Teknologien er på plads nu, men man mangler delvist politisk opbakning, før el-drevne varebiler og lastbiler kan blive den succes, som den er spået. Det gælder ikke mindst det ømtålelige politiske spørgsmål om afgifter.
De fleste er overbeviste om, at de europæiske storbyer vil presse på for at få gennemført et forbud mod dieselbiler og kræve distribution af varer udført af biler, der kører på el eller brint.
Der arbejdes også på at få flere ladestationer i hele Europa. Endelig er der også hele diskussionen om batteriernes andet liv - for eksempel til opsamling af vindmøllestrøm.
Artiklen er en del af temaet Test.