23948sdkhjf

Garanti for lærepladser skal bremse chaufførmangel

Der mangler 2500 transportchauffører. Derfor giver arbejdsgiverne nu lærepladsgaranti til unge chauffører

Mangel på lastbilchauffører truer væksten i flere områder af landet. Mange vognmænd har problemer med at tiltrække kvalificeret arbejdskraft til transport af gods af mange slags rundt i Danmark.

Derfor garanterer Transportens Arbejdsgivere, ATL, nu, at alle, der tager grundforløbet som chauffør på en erhvervsskole, kan få læreplads på en virksomhed.

Eneste krav er, at man skal være aktivt søgende efter en læreplads og parat til at flytte sig for at få arbejde.

Ifølge tal fra Dansk Industri og 3F mangler der omkring 2500 chauffører. Årsagerne er både øget vækst, efter at der er kommet gang i samfundshjulene igen, samt afgang af gamle chauffører.

- Vi har en meget høj gennemsnitsalder i branchen. Mere end hver tiende godschauffør er 60 år eller mere, og mange må forventes at gå på pension i løbet af få år, siger Lars William Wesch, der er direktør i ATL.

Han peger på, at uanset om væksten de kommende år bliver mere moderat, så står transportbranchen derfor over for betydelige udfordringer med at skaffe arbejdskraft, som man er tvunget til at gøre noget ved.

Tidligere var det let at tiltrække udenlandsk arbejdskraft. Men lande som Polen og Tyskland står nu med de samme udfordringer som os, så tilførslen fra de kanter tørrer ud.

- Kan vi ikke skaffe det nødvendige antal chauffører, så kommer det til at ramme de danske virksomheder bredt. Transport er jo nødvendig, uanset om det gælder dagligvarer eller byggematerialer, siger Wesch.

- Vi har i et par år kørt en kampagne for at få flere unge til at blive interesseret i jobbet som chauffør. Nu tager vi endnu et skridt og garanterer de unge en læreplads, siger Lars William Wesch.

Henrik Ringskær er transportchef i SPF-Danmark, der er verdens største transportør af levende svin. Firmaet har pt. 190 chauffører, og han er glad for det nye initiativ.

- Transportbranchen har tidligere gjort for lidt inden for uddannelse af lærlinge. Så det er et godt signal over for de unge, at nu vi forpligter os på at skaffe lærepladser, siger han.

/ritzau/

Kilde: /ritzau/

Artiklen er en del af temaet Fremtidens Chauffør.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.361