Global Solutions på franske hænder
Den franske transportvirksomhed Bolloré Logistics har overtaget aktiemajoriteten i danske Global Solutions A/S, der har hovedkontor i Vejle og afdeling i Dragør.
Global Solutions A/S blev startet i 2006 af Thomas Toubro med den ambition at skabe en modpol til de globale speditører. Det lykkedes at skabe en virksomhed, der kunne levere konkurrencedygtige løsninger inden for alle transportformer ved hjælp af godt købmandskab og fokus på kundeservice.
Nu træder virksomheden og dens 10 medarbejdere ind i en ny rolle som medlem af Bolloré Logistics, som er en europæisk. familieejet speditionsvirksomhed, der globalt er tilstede i 122 lande og har over 21.000 medarbejdere.
- Vi er midt i en større ekspansionsfase. Det er i den forbindelse, at vores køb af Global Solutions A/S skal ses, fortæller Henri Le Gouis, Europa-chef i Bolloré Logistics.
- Med dette strategiske køb kan vi bedre betjene vores kunder i Danmark og i resten af Skandinavien. Vi er allerede etableret i Norge, og med vores nye danske netværk får vi yderligere ekspertise inden for luftfragt, søfragt og express-linjer mellem specielt Europa og Asien.
- Vores mål er, at kunne tilbyde leveringer på alle skandinaviske markeder, siger Henri Le Gouis og tilføjer, at man også glæder sig over at kunne styrke sine aktiviteter inden for nødhjælp, som er en af Global Solutions A/S' specialer.
Thomas Toubro er selv både tilfreds og stolt over at blive en del af Bolloré.
- Jeg er overbevist om, at vi kan hjælpe Bolloré Logistics med at blive en af de førende transport- og logistikvirksomheder i Skandinavien, siger han.