Over 500 afsløret i fartkontrol på Storebæltsbroen
Apparatet i en af politiets fotovogne klikkede i ét væk under en kontrol af trafikken på Storebæltsbroen torsdag.
I løbet af godt fem timer blev i alt 520 bilister knipset, oplyser en chef for færdselspolitiet.
- To står til en betinget frakendelse af kørekortet, fordi de kørte mere end 160 kilometer i timen, siger Erik Mather, der leder færdselsafdelingen i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
- Det er et højt tal, siger han om statistikken for indsatsen torsdag formiddag, hvor i alt 4713 biler kørte forbi ATK-vognen på Sprogø.
- Normalt ville der komme mellem 200 og 300 sager på sådan et sted i løbet af fem-seks timer, siger Erik Mather.
På Storebæltsbroen er den højst tilladte hastighed 110 kilometer i timen. Netop høj fart kan føre til ulykker. Sidste år var der på broen 31 færdselsuheld.
- Det er jo en speciel strækning. Man kan nok forestille sig, hvad der sker, hvis en bil slår en kolbøtte derude og ryger ud over autoværnet, siger Erik Mather.
I øvrigt har politikredsen netop udpeget Vestmotorvejen som en strækning, hvor man i 2018 særligt ofte vil måle fart.
/ritzau/
Kilde: /ritzau/