23948sdkhjf

Stor erstatning til efterladt samlever til dræbt chauffør

Chauffør Kurt Pedersen mistede livet, da han kørte ind i en vindmølle-vinge. Nu har Retten i Hjørring slået fast, at firmaet bag særtransporten skal betale en stor erstatning

Mere end to år efter den 61-årige lastvognschauffør Kurt Pedersen mistede livet på en rasteplads på Sjælland, har en dommer ved Retten i Hjørring tirsdag slået fast, at Kurt Pedersens efterladte samlever skal have en stor erstatning.

Det skriver Fagbladet 3F.

3F, der har ført sagen på vegne af samleveren, ønsker af hensyn til den efterladte ikke at oplyse erstatningens beløb.

- Det har hele tiden været vores opfattelse, at denne skrækkelige ulykke kunne havde være undgået, hvis der var blevet foretaget de fornødne sikkerhedsforanstaltninger. Det har retten nu givet os medhold i, siger Ulla Sørensen, der er arbejdsmiljøpolitisk chef i 3F.

Kurt Pedersen sad bag rattet i en lyseblå Scania med sættevogn, der med cirka fire kilometer i timen natten til 18. august 2015 kørte ind på rastepladsen Kongsted Syd på Vestmotorvejen mellem Ringsted og Køge.

Her kørte den erfarne chauffør ind i spidsen af en vindmølle-vinge, som ragede cirka 10 meter ud fra bagenden på en særtransport, der holdt parkeret for natten i det midterste af tre spor på rastepladsen. Uden at have en følgebil bag sig.

Kurt Pedersen blev dræbt på stedet.

Det helt centrale punkt i retssagen var, hvorvidt vindmølle-vingen var tilstrækkelig belyst og afmærket eller ej.

Her lagde dommeren vægt på en bilinspektør og anklagemyndighedens vurdering af, at det var umuligt at se vindmølle-vingen, når man kørte ind på rastepladsen. Samt forklaringer fra et vidne, der før ulykken, som kostede Kurt Pedersen livet, selv var ved at køre ind i vindmølle-vingen.

Sagen burde ifølge Ulla Sørensen have været afsluttet for længe siden.

- Det er meget ulykkeligt for de pårørende, at denne sag overhovedet skulle ende i retssystemet, fordi et forsikringsselskab ikke mener, at de skal udbetale erstatning til den efterladte samlever. Det mener vi burde være sket for længe siden. Der er ingen, som skal dø af at gå på arbejde, siger Ulla Sørensen.

Fagbladet 3F har været i kontakt med direktør Mikael Schmidt fra Hjortdal Specialtransport Frank Nørager & Co A/S i Fjerritslev. Han ønsker ikke at kommentere retssagen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095