Politiet: Særtransporter er ikke afmærket godt nok
Vindmøllevinger, præfabrikerede huse og store, tunge maskiner. Særtransporterne fylder meget på vejene - både i omfang og antal. Ingen har et præcist billede af, hvor mange særtransporter, der kører på vejene, men målt på antallet af tilladelser går det kun én vej, og det er op.
Konsulent Christian Møller Christensen fra Tungvognscenter Øst holder øje med, hvordan det går. Alt for ofte støder han på særtransporter, der ikke er afmærket godt nok. Der mangler afmærkningslygter eller de rød/hvide skilte, som skal markere godset.
- Særtransporterne fylder meget, og de rækker ofte ind på de modkørendes vejbane. Samtidig har vi et mørkt halvår, hvor det er svært for de øvrige trafikanter at se gods, som stikker ud. Derfor er afmærkning nødvendig, hvis vi skal undgå, at der opstår farlige situationer i trafikken. Og der er helt klart plads til forbedring, siger Christian Møller Christensen.
Store bøder i vente
Særtransporterne belaster vejnettet, og de kan udsætte de øvrige trafikanter for fare. Christian Møller Christensen understreger, at alle har en forpligtelse til at begrænse antallet af særtransporter. Nogle gange griber politiet ind og beder producenter om at dele udstyr, så det kan fragtes som almindeligt gods.
- Vi siger fra, hvis samme producent har mange særtransporter over lange strækninger, fortæller Christian Møller Christensen.
Politiet stopper med jævne mellemrum lastbiler, hvor godset ikke burde transporteres som særtransport.
- Der kører måske en særtransport, som er tre meter bred. Men hvis man drejer godset 90 grader, kan det køre som en almindelig transport. Det kan godt være, at det er dyrt og besværligt, men reglerne siger, at hvis det overhovedet er muligt, skal det køre som almindeligt gods, siger Christian Møller Christensen.
Når Tungvogncenter Øst tager ud for at kontrollere særtransporter, er det ganske ofte, at dokumenterne ikke er i orden. Der er en række tilladelser, som skal være i orden. Men det er ikke så besværligt, som det har været, lyder det fra Christian Møller Christensen.
- I dag kan man bare have dokumenterne med elektronisk, forklarer han.
Bøden for at køre uden tilladelse til særtransport er på 10.000 kroner.
Kilde: ATL