23948sdkhjf

DAF Trucks runder 90 år

Den 1. april 1928 startede den hollandske ingeniør Hub van Doorne et lille værksted i den hollandske by Eindhoven.

Den talentfulde, hollandske ingeniør Hub van Doorne åbnede et lille værksted i Eindhoven for 90 år siden. Værksted var indrettet i et hjørne af det lokale bryggeri, Coolen. Det blev starten på DAF, der i dag er en af verdens store lastbilproducenter.

Til at begynde med udførte Hub van Doorne svejse- og smedearbejde for kommunen og for lokale virksomheder som for eksempel Philips. Det varede ikke længe, for lillebror Wim van Doorne kom med i firmaet.

På grund af depressionen i 1930’erne slog van Doorne brødrene ind på produktion af anhængerfe og trailere. Det blev en succes. I 1932 blev det lille værksted forvandlet til en decideret fabrik med navnet: Doornes Aanhangwagen Fabriek, forkortet til DAF.

En af grundene til DAF’s succes var, at man svejsede sine chassiser. Det var en nyskabelse, der gjorde anhængerne markant lettere end konkurrenternes. Det gav mere nyttelast – og det var allerede dengang et vigtigt parameter, når man skulle markedsføre sine produkter.

En anden nyskabelse var DAF’s containeranhænger. Den blev introduceret i 1936 og var designet til hurtig læsning og aflæsning af containere fra en jernbanevogn.

Lastbilen ser dagens lys

Efter anden verdenskrig blev trailerproduktionen suppleret med fremstillingen af lastbiler. Den første DAF-lastbil blev fremstillet i 1949, og virksomheden ændrede snart navn til Van Doorne’s Automobiel Fabriek – stadig forkortet DAF. Der blev bygget en fabrik, hvor der udelukkende blev fremstillet lastbiler.

Egen motorproduktion

I starten monterede DAF både Hercules og Perkins motorer i deres lastbiler. Senere begyndte man at designe og fremstille sine egne motorer i samarbejde med den britiske fabrikant Leyland. Senere fulgte licensproduktion samt videreudvikling af Leyland-motorerne, indtil man til sidst gik over til at producere komplet egenudviklede motorer.

I 1973 introducerede DAF som den første i branchen turbo-intercooling. Teknologien blev oprindeligt udviklet med henblik på at imødekomme kravet om højere motoreffekt og lavere brændstofforbrug, men den skulle vise sig at være uundværlig i bestræbelserne på at opnå renere udstødning.

I 1980’erne lancerede DAF ATi (Advanced Turbo Intercooling), som sikrede yderligere effekt- og effektivitetsforbedringer takket være en endnu mere sofistikeret indsprøjtningsteknologi og en optimeret udformning af forbrændingskammeret.

Førerhus med runde hjørner

De første DAF lastbiler forlod fabrikken som et simpelt chassis med det karakteristiske kølergitter med syv kromstænger foran motoren og et midlertidigt chaufførsæde i træ. Chassiset blev transporteret hen til en karosseribygger, hvor der blev monteret et standardførerhus eller et lokalt fremstillet førerhus.

I 1951 introducerede DAF sit eget førerhus med runde hjørner og et skråt kølergitter, der forbedrede aerodynamikken. Chaufførkomforten blev forbedret med introduktionen af et affjedret sæde.

Mere chaufførkomfort

Op gennem 1960’erne forbedrede DAF chaufførkomforten endnu mere med to senge og vinduer hele vejen rundt. Det gav en rummelig følelse i førerhuset og et optimalt overblik over vejen.

Servobremser og servostyring gjorde chaufførens krævende job nemmere.

DAF var en af de første producenter til at introducere en vippemekanisme til førerhuset, så det blev nemmere at komme til motoren.

Konkurs, krise og overtagelse

I 1970’erne var DAF med i et joint venture sammen med Saviem, Magirus-Deutz og Volvo. Krisen i starten af 1990’erne gik hårdt ud over DAF, som i 1993 gik konkurs.

Efter blot en uge blev selskabet rekonstrueret, men krisen blev først løst i 1996, da den amerikanske Paccar-koncern overtog den tilbageværende lastbilsafdeling.

Amerikanerne har bibeholdt DAF som selvstændigt mærke.

DAF lancerede de nye LF, CF og XF serier i 2001 og 2002. Den prisbelønnede XF105 model kom i 2005.

I 2013 påbegyndtes produktionen af en komplet serie af nye, ultrarene Euro 6 modeller. Sidste år 2017 blev den nye CF og den nye XF kåret til International Truck of the Year 2018 på grund af deres klasseførende transporteffektivitet og deres imponerende brændstofeffektivitetsforbedring på 7 procent.

Samme år blev den nye LF kåret til "Commercial Fleet Truck of the Year" i Storbritannien.

Fremtidens teknologier

DAF er også involveret i at udvikle fremtidens teknologi, når det for eksempel gælder selvkørende biler og og alternative elektriske og hybride drivlinjer.

DAF er i dag en global virksomheden med 1.100 uafhængige forhandlere på fem kontinenter. DAF er markedsførende i Holland, Belgien, Storbritannien og Brasilien.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126