KH Onestop solgt
Knud Henrik Hansen, 64 år, har valgt at afhænde aktiemajoriteten i KH Onestop A/S til MTO Holding af 15. april 2018 ApS - et firma, der er oprettet i CVR 15. maj og allerede nu har skiftet navn til MT Onestop Holding ApS. Virksomheden er ejet af Morten Lund og Thomas Henriksen, der i fællesskab ejer Skifter Lastbil.
Thomas Henriksen skal indtræde som administrerende dirrektør for KH Onestop.
Sælger er Knud Hansen A/S, som ejes af Knud Henrik Hansen sammen med hans børn Anne og Kristian. KH Onestop er autoriseret eneforhandler i Danmark af Thermo King og Frigoblock kølemaskiner.
Salgschef Kristian Hansen, der er tredje generation af familien Hansens ejerskab af KH Onestop, vil i forbindelse med transaktionen fratræde sin stilling som salgschef i KH Onestop for at koncentrere sig om ledelsen og udviklingen af Sækko Presenning, som Kristian over de seneste 6 år har købt ud af KH Onestop.
- Over en periode har jeg overvejet at gennemføre et generationsskifte af KH Onestop. Jeg glæder mig derfor over, at dette er lykkedes og jeg vil med stolthed overdrage stafetten til Thomas Henriksen. Jeg vil nyde mit otium, og samtidig vil jeg glæde mig til i en årrække at være bestyrelsesmedlem og aktionær i KH OneStop, siger Knud Henrik Hansen.
I forbindelse med overdragelsen til Thomas Henriksen vil Knud Henrik Hansen stadig have sin daglige gang i virksomheden frem til ultimo august. Herudover vil Knud Henrik Hansen i en kortere periode fremover være rådgiver for selskabets nye ledelse.
- Jeg ser rigtig meget frem til at få overdraget Knud Henriks livsværk. Det ligger mig meget på sinde at bevare ånden i virksomheden samtidig med, at vi får os rustet til fremtidens marked. KH Onestop har pr. 1. maj 2018 fået forhandlingen af Frigoblock, og jeg glæder mig til at udvikle markedspositionen for Frigoblock og Thermo King yderligere i de kommende år sammen med resten af teamet hos KH Onestop, siger Thomas Henriksen.