23948sdkhjf

Miljø-deklaration på lastbiler

Fra årsskiftet skal lastbiler have deklarationer for deres brændstofforbrug og CO2-udslip

Fra den 1. januar 2019 indfører EU et lovkrav om, at alle nye lastbiler skal deklareres for deres brændstofforbrug og CO2-emissioner.

En sådan miljø-deklarationerne skal gøre det lettere for vognmænd at sammenligne brændstofforbrug og miljøpåvirkning for forskellige mærker og modeller. De nye regler vil også gøre det lettere for transportkøbere at kontrollere og sammenligne CO2-udslip fra forskellige transportfirmaers køretøjer.

Samtidig bebuder EU-kommissionen, at man fra 2025 vil stille krav om, at lastbiler skal være 15 procent mere energieffektive og udlede væsentligt mindre CO2 end i dag. Fra 2030 skal udledningen af lastbilers CO2 være reduceret med 30 procent, lyder kommissionens forslag..

Derfor er lastbilfabrikkerne allerede nu ved at forberede sig på de kommende krav. Ingeniører bakser med motorer og design, sælgere skal finde nye værdier i markedsføringen.

Det er første gang, at lastbiler overhovedet pålægges et krav til CO2 i EU-regulering. Spørgsmålet er blot, hvor strenge CO2-normerne bliver, når EU-kommissionens forslag har været gennem ministerrådet og EU-parlamentet.

Gælder hele lastbilen
De nye miljøkrav skal ikke kun opfyldes ved at effektivisere motorerne. Mange ting kan bidrage til lavere brændstofforbrug. Derfor bebuder EU-kommissionen lempelser i de eksisterende regler og love, så det bliver lettere at designe aerodynamiske lastbiler.

Der vil komme nye regler for førerhuses design og dimensioner. De nuværende regler står i vejen for innovation. Derfor vil kan kunne forvente, at det hurtigst muligt vil blive tilladt at bygge længere førerhuse af hensyn til både energiforbrug, færdselssikkerhed og chaufførernes sikkerhed og komfort.

Der er også kig på dækkene. Her skal der indføres en mærkningsordning, som også kendes for personvognsdæk.

EU-kommissionen ønsker også en handlingsplan for batterier, så der kan banes vej for en udbredelse af el-drevne lastbiler.

Guleroden for vognmænd og lastbilproducenterne bliver lavere afgifter. EU-kommissionen er klar til at belønne klima- og energieffektivitet med lavere diesel- og vejafgifter.

Standarder klar i 2019
Allerede fra årsskiftet skal der indføres nye krav til typegodkendelse af lastbiler. Der handler om at indføre et måle- og overvågningssystem, som det kendes fra person- og varebiler under 3,5 ton.

Udformningen er første skridt i arbejdet med standarder, der ikke eksisterer i dag for lastbiler, men som skal være klar næste år.

Målingerne baseres på modelværktøjet VECTO (Vehicle Energy Consumption Calculation Tool - beregningsværktøj for bilers energiforbrug). VECTO simulerer CO2-udledning for lastbiler under forskellige typer kørsel. Der bliver altså ikke tale om test i virkelig kørsel.

Bilfabrikkerne vil blive belønnet for at producere nul- eller næsten nulbiler, der drives af strøm eller biogas. Det sker i form af såkaldte superkreditter, der giver plads for biltyper, der udleder for meget CO2 per km.

Ingen modulvogntog
Indførelsen af modulvogntog som et miljø-initiativ bliver ikke til noget i denne omgang i EU. Kommissionen har besluttet at udskyde enhver diskussion af de 60 ton tunge og 25,25 meter lange vogntog til 2022, når hele CO2-reguleringen for lastbiler alligevel revurderes. Den beslutning begrundes med, at man mangler data om modulvogntogene.

Dermed lægger EU-kommissionen ikke op til en europæisk standard for modullastbiler endnu til stor ærgrelse for Danmark, som længe har arbejdet på grænseoverskridende trafik med modulvogntog. Det kræver, at biltypen indarbejdes i vægt- og dimensionsdirektivet.

Grønnere varebiler også
EU-kommissionen ønsker også at indføre grænseværdier for person- og varebilers CO2-udledning. Her skal der ligeledes være en reduktion på 15 procent i 2025 og 30 procent i 2030, dog i forhold til 2021. For lastbilerne skulle reduktionen måles i forhold til 2019.

Ifølge Reuters ønsker Frankrig, Holland, Irland, Litauen og Luxembourg ønsker endnu hårdere stramninger - nemlig reduktion i CO2-udslippet på 21 procent i 2025 i forhold til 2019 og omkring 40 procent i 2030.

Den danske energi- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) tilslutter sig en reduktion på 40 procent i 2030.

- En grønnere bilpark er uhyre vigtig for, at vi kan målet i Parisaftalen om at holde den globale temperaturstigning på under 2 grader, siger han.

- Vi skal give de europæiske bilproducenter et stærkt incitament til at være blandt de mest teknologisk avancerede i verden og udvikle langt mere klimavenlige biler end i dag.

Lilleholt er heller ikke minister i et bilproducerende land.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.088