EUC Lillebælt opdaterer vognparken
EUC Lillebælt har gennem de senere år oplevet en øget tilgang af elever til skolens uddannelser inden for transport. Samtidig er der en styrket tiltro til, at der i fremtiden vil blive en større søgning til transporterhvervet. Det bunder især i, at der er stor mangel på chauffører på det danske arbejdsmarked.
Derfor har ATL også valgt at udstede en lærepladsgaranti, således at alle egnede elever er garanteret en læreplads, hvis de opfylder kriterierne omkring bestået grundforløb og mobilitet.
EUC Lillebælt har derfor valgt at opdatere vognparken, så man kan imødekomme de mange nye elever og kommende kursister.
Uddannelsesinstitutionen har fået leveret fire nye Volvo FH12, 420. Bilerne skal indgå i chaufføruddannelserne, hvor der udstedes kørekort til lærlinge både til forvogn og forvogn med anhænger, samt til undervisningen i kørsel med modulvogntog.
Derudover vil de også blive brugt til EU efteruddannelsen, hvor den sidste nye teknologi er en del af pensum.