23948sdkhjf

Forureningsfri kørsel på op til 10 km

Scania fortsætter sit fokus på hybridteknologien. Nu kommer to nye hybrid-lastbiler i Next Generation-serien. Det er lastbiler til bæredygtig kørsel i byerne

Scania har nu lanceret to hybridlastbiler i Next Generation-versioner. Det er dels en "almindelig el/hybridlastbil (HEV) og en såkaldt "plug in" el/hybridlastbil (PHEV). Bilerne kan let overholde emissions- og hastighedsbestemmelserne i de bestemte miljøzoner, der er indført i europæiske storbyer.

Hermer fortsætter Scania sit fokus på el- og hybridteknologien med løsninger, som kan bruges her-og-nu. Målet er et tilbyde løsninger, som kan hjælpe kunderne til at køre med lastbiler i byerne på en bæredygtig måde.

Scanias første hybridlastbil blev præsenteret for knap fem år siden og var baseret på den foregående lastbilgeneration, kendt som PGR.

Nu er hybridlastbilen opdateret med Next Generation-teknologien, og der er nu to udgaver.

I første omgang introducerer Scania HEV-udgaven, mens PHEV’en præsenteres lige efter nytår.

DC09-motor
De nye hybridlastbiler drives af Scanias DC09-motor, som kan køre på brændstoffet HVO (hydrogeneret vegetabilsk olie) eller diesel. Dertil er der en el-motor, der yder 130 kW (177 hk) og 1.050 Nm.

Det genopladelige litium-ion-batteri er indstillet til 7,4 kWh for at sikre lang batterilevetid.

Takket være elektriske hjælpemotorer til styretøjet og bremseluftforsyningen kan lastbilerne køre på ren el uden hjælp fra forbrændingsmotoren.

Scanias mål med hybridteknologien er at skabe en lastbil, der tager højde for driftsøkonomi, driftstid og bæredygtighed på samme tid. Når der for eksempel køres med HVO, kan man nå en CO2-reduktioner på op til 92 procent.

De to hybrid-modeller kan først bestilles fra foråret 2019; men til gengæld vil de kunne leveres få måneder senere. Medio 2019 er leveringstiden ifølge Scania.

Værdi for kunden
- Vi kan se, at de fleste nye lastbilløsninger til byområder over det næste årti gradvist vil overgå til fuld el-drift, når batteriteknologien og den nødvendige infrastruktur er på plads, fortæller Jesper Brauer, der er produktchef hos Scania Trucks med ansvar for i Urban-segmentet.

- Indtil da er branchen i en overgangsperiode, hvor løsninger som hybrider og alternative brændstoffer - eller begge dele - vil give de bedste løsninger og fornuftige driftstal for vores kunder.

- Scanias nye hybridlastbiler kan køre dag ud og dag ind, for de giver den samme driftstid og har samme forudsigelige vedligeholdelsesbehov som almindelige Scania-lastbiler. Med el-drift og nul udstødningsemissioner bliver de pludselig til en bæredygtig transportløsning. Den stærke el-motor og rækkevidden på 10 km ved el-drift åbner en helt ny verden af muligheder.

- Distributionslastbiler og entreprenørlastbiler i byområder vil få mulighed for at udføre deres opgaver i følsomme og travle gader om natten i stedet. De udleder ingen emissioner, og støjniveauet er et stykke under de 72 dB(A), der er fastsat i den såkaldte PIEK-standard, som flere og flere byer arbejder med.

Strategien
Hvad er Scanias strategi vedrørende opladning og brug af batterier?

- Litium-ion-teknologien er stadig den bedste og mest gennemprøvede løsning på markedet.

- Lige som på den nuværende hybridlastbil kommer de to nye hybrid lastbiler primært til at oplade batterierne ved at udnytte kinetisk energi fra regenerativ bremsning.

Hensigten er at bruge elmotoren til at sætte i gang og køre ved lave hastigheder, hvis der ellers er strøm nok på batteriet. Det vil resultere i det lavest mulige brændstofforbrug, da forbrændingsmotoren slås fra, hver eneste gang det er fordelagtigt, siger han.

- Med vores kommende plugin-PHEV kan lastbilen altid starte dagens arbejde fuldt opladet. Man kan desuden supplere med ekstern opladning i løbet af dagen, mens lastbilen holder stille for at blive læsset eller losset, eller når chaufføren holder pause.

Opladning på 20 minutter
- Med en almindelig strømforsyning tager det omkring 20 minutter at lade batteriet med 22 kW. På den måde kan der opnås endnu større brændstofbesparelser.

Afhængigt af forholdene kan batteriet holde mellem fire og syv år ved normal drift, hvis man undgår at dræne det helt og undgår store spidsbelastninger.

Chaufføren kan, hvis det er nødvendigt, gennemtvinge batteriopladning under kørslen; men dermed bruger man mere brændstof.

Hold øje med energiflow
- Man kan følge energiflowet på instrumentpanelet. Når bremserne aktiveres, kan lastbilen beregne, om bremsekraften fra el-motoren kan håndtere al den regenererede energi, eller om motorbremsen eller driftsbremsen skal hjælpe til.

- Lastbilerne har en elektrisk retarder med det velkendte retarder-håndtag på ratstammen. Det har fem indstillinger:

I position 1-3 bremses der kun med elmotoren.

Position 4 giver maksimal bremsekraft med elmotoren og motorbremsen.

I position 5 geares der desuden ned for at opnå bedre motorbremsning.

Lastbilens DC09-motor fås med 280, 320 eller 360 hk.

Andre nyheder
An andre nyheder nævner Jesper Brauer power boost-funktion.

- Hvis chaufføren træder speederen i bund, giver elmotoren et skud ekstra kraft på 50 kW eller omkring 250 Nm, hvis der er strøm nok til det på batteriet.

- Hvis chaufføren vælger power-programmet, bliver der altid tilført 20 kW eller 150 Nm ekstra under acceleration, selv hvis kickdown-funktionen ikke er slået til.

- Faktisk øger vores hybridlastbiler momentet i mange situationer, så man ikke behøver at geare ned. Så kan man spare endnu mere brændstof.

Anderledes gearskifte
Ifølge produktchefen, at der generelt bruges gearskiftestrategier, som er ret anderledes end på konventionelle lastbiler.

- Startgearet er i reglen 5. eller 6. gear på grund af det enorme moment, elmotoren kan levere, fortæller han.

- Når man bremser eller sætter farten ned, kan man undgå at geare ned og dermed maksimere regenereringsfunktionen.

Om det elektriske kraftudtag fortæller Jesper Brauer:

- For at udnytte potentialet fuldt ud er lastbiler beregnet til bykørsel nødt til at have en række specielle funktioner.

- Lastbiler i bymiljø skal for eksempel have en el-tilstand, så de kører støjsvagt. Det skal også være muligt at bruge opbygningsfunktioner som for eksempel en kran uden at lave generende støj.

- Vi har også forsynet hybridlastbilerne med elektrisk servostyring og en elektrisk bremsekompressor, siger han.

- Disse egenskaber betyder, at de kan køre i fuldt elektrisk tilstand uden for eksempel at skulle have forbrændingsmotoren gående i tomgang for at levere bremseluft.

Scania Zone
- Scania Zone er en valgfri ekstrafunktion til Scania Fleet Management, og den passer fremragende til hybridlastbiler, men kan desuden anvendes til andre nye Scania lastbiler produceret efter medio 2019, forklarer Jesper Brauer.

- Scania Zone hjælper chaufførerne ved at gøre det let at overholde lokale trafikbestemmelser eller miljøregler. Ud fra lastbilens position i foruddefinerede zoner leverer Scania Zone løbende justeringer eller forslag til lastbilen, så chaufføren lettere kan overholde reglerne.

- Vores nye hybridlastbiler kan bruge Scania Zone-funktioner til hastighedsbegrænsning eller automatisk el-drift, når de kører ind i følsomme geografiske zoner. Når lastbilen forlader zonen, vender den automatisk tilbage til normal drift igen.

Hybridlastbilerne passer ind i Scanias modulsystem, og man kan derfor tilbyde de kendte førerhuse og akselkonfigurationer for både trækkere og lastbiler.

- Kombineret med de tre effektniveauer betyder det, at vi kan skræddersy et bredt udvalg af lastbiler til bykørsel baseret på hybridlastbilerne op til 26 ton eller endda mere, konkluderer produktchefen.

- Det første, der falder mig ind, er alle typer distributionslastbiler, men det er langt fra det hele. Containerlastbiler med førerhus i L-serien eller renovationsbiler vil sandsynligvis egne sig godt til denne løsning.

10 km rækkevidde
- Når vi snakker om rækkevidde, kan man ikke garantere, at bilen kan køre præcis 10 km; men 10 km er bestemt muligt under normale forhold... men det kan jo variere meget. Det afhænger af trafikforholdene, antallet af standsninger og igangsætninger. Det afhænger også af, om der er mange bakker eller om udendørstemperaturen er lav. Under ideelle forhold kan tallet faktisk være højere.

Køreoplevelsen
Om selve køreoplevelsen fortæller Jesper Brauer, at det virkelig er afslappende at køre de nye hybridlastbiler.

- Køreegenskaberne er virkelig gode. Man bemærker ikke den ekstra vægt, og drivlinjen kører bare derudaf. Det er faktisk hele pointen: Det må ikke være mere kompliceret at køre en nyskabende lastbil.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078