23948sdkhjf

Hanstholm Havn når milepæl

Hanstholm Havn er i gang med en omfattende udvidelse, som blandt andet omfatter en ny indsejling mod nordøst, øget vanddybde og etablering af nye baglandsarealer.

Nu er de første kontrakter på udlejning af havnens nye baglandsareal underskrevet, og det er en milepæl i arbejdet frem mod etablering af en markedsposition som Europas førende konsumfiskerihavn.

Med de netop underskrevne kontrakter er en tredjedel af det store baglandsareal ”Øst”, som er et nyindvundet areal på i alt ca. 135.000 kvm, nu optaget. Det er to lokale virksomheder, der udvider aktiviteterne og i den forbindelse har sat sig på henholdsvis 40.000 og 4.000 ekstra kvadratmeter.

Større vanddybe lokker
Producent af fiskemel og -olie FF Skagen har skrevet kontrakt på overtagelse af det største areal og norskejede Egersund Trawl Danmark på det mindre. Begge virksomheder har allerede nu aktivitet på havnen, men ønsker faciliteter ved den kommende 350 m lange kaj, hvor et bassin med 10 m dybde – forberedt til 11 m – er ideelt for store fartøjer, der skal losse eller serviceres.

- Vi har længe set frem til uddybningen af havnen, fordi vi er aftagere af store mængder industrifisk til vores produktion og gerne vil kunne tage imod større skibe. Nu får vi mere vanddybde og vil etablere lossefaciliteter på den nye kaj, og det bliver det første projekt efter overtagelsen af arealet. Dernæst får vi behov for mere lagerplads til fiskemel, forklarer administrerende direktør i FF Skagen, Johannes Palsson.

Forløber planmæssigt
Hovedformålet med den store havneudvidelse er netop at tiltrække flere fisk og fiskeaktiviteter, både i forhold til industri- og konsumfisk, og med ovennævnte lejeaftaler er havnen allerede nu – kun et år inden i udvidelsesarbejdet – godt i gang med at skitsere omfanget af de kommende aktiviteter.

- Havneudvidelsen forløber planmæssigt, og med de første arealkontrakter på plads begynder vi så småt at fornemme konturerne af det nye baglandsareal og den aktivitet, som vil opstå. Sideløbende med den igangværende havneudvidelse ønsker vi at konsolidere vores position som Danmarks største konsumfiskerihavn, siger forretningsudvikler ved Hanstholm Havn, Rasmus Buchardt Sørensen.

Samtidig med, at havneudvidelsen skaber mere gunstige rammer for udvikling af hovedforretningsområdet fiskeri, går dette også hånd i hånd med det store serviceerhverv, som understøtter fiskeriet ved at levere forskellige tjenester såsom vodbinderi.

Det gælder for eksempel for Egersund Trawl, som også ser meget frem til at indtage de nye kvadratmeter på det areal, der står færdig i 2020, men foreløbig blot er hav:

- Vi flytter vores værksted ned på de nye arealer, hvor vi får mulighed for at bygge en ny, større og mere tidssvarende hal, hvor vi bedre kan håndtere skibenes udstyr, som bliver større og tungere i takt med skibene. Samtidig får vi mulighed for at placere os lige ned til kajen, og det giver os en meget mere effektiv forretning, da vi slipper for at transportere dele og udstyr frem og tilbage mellem skibe og værksted på lastbiler, siger Kasper Thomsen, som er direktør i Egersund Danmark.

Når den nye Hanstholm Havn står færdig i 2020, vil der yderligere være et areal på 30.000 ledige kvadratmeter til rådighed mod vest i form af multiterminal med 140 m kaj, som for eksempel vil være ideelt for godsaktiviteter.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078