Beier-chauffører sidder i uvished på rasteplads i Tyskland
I sidste uge gennemførtes en tysk politirazzia mod filippinske chauffører, der opholdt sig på danskejede NTG’s terminal uden for Dortmund i Tyskland. Chaufførerne var ansat af vognmandsfirmaet Kurt Beier Transport, der blev anmeldt til politiet for menneskehandel og tvangsarbejde.
Det skriver Fagbladet 3F.
Nu har sagen taget en ny drejning: For godt en uge siden fik en række chauffører besked på at forlade NTG’s område af deres arbejdsgiver, Kurt Beier Transport. Otte af dem har slået midlertidig lejr på en rasteplads på motorvej A44 uden for Dortmund.
- Firmaet ringede og fortalte, at der ikke var flere ture til os den næste uge. Jeg fik at vide, at vi skulle forlade NTG’s terminal og finde et sted at parkere, et godt stykke væk. Jeg ved ikke hvorfor, fortæller Neil Caña, en 42-årig chauffør fra Filippinerne, til Fagbladet 3F.
Chaufførerne ved ikke, hvor længe de skal holde på rastepladsen, og de er vrede over, at de skal bo i lastbilen, selv om de er blevet lovet en bolig eller et hotelværelse, når de holdt længere kørehvil. Hovedparten har været ansat i 5-6 måneder.
- Da vi blev ansat blev jeg lovet et godt sted at sove, når jeg skulle holde hvil. Men ikke én eneste gang, har jeg haft en rigtig seng at sove i. Jeg sagde det til firmaet, da de sendte os herud på rastepladsen, men de svarede bare, at det havde jeg ikke ret til. Jeg har levet i lastbilen i seks måneder nu, siger Neil Caña.
Alle chaufførerne understreger samtidig, at de er loyale og ikke ønsker ballade med firmaet:
- Vi vil ikke have problemer. Vi har skrevet under på en kontrakt og gør bare vores arbejde. Jeg har en familie at brødføde, og jeg er bange for, at min løn bliver sat ned, hvis jeg klager, siger Harvey Dionela.
Chaufførerne modtager mellem 400 og 500 euro i løn. De fortæller, at Kurt Beier Transport har lovet dem en lønstigning på 300 euro, begyndende fra december. Inklusive godtgørelse vil det give omkring 1.300 euro (9.700 kr.), fortæller de.
Det har ikke været muligt for Fagbladet 3F at få en kommentar fra Kurt Beier Transport.
NTG oplyser, at samarbejdet med vognmandsfirmaet Kurt Beier er blevet opsagt.
- Opsigelsen er sendt, og de sidste trailere bliver afleveret senest på mandag. Derfor har Kurt Beiers lastbiler i sagens natur ikke mere at gøre hos NTG, siger Jesper E. Petersen, Group CEO i NTG.
- Jeg har sympati for chaufførerne, men vi kunne ikke står inde for de oplysninger, der kom frem om blandt andet chaufførernes lønforhold, der ikke levede op til mindstelønnen. Det er en misligeholdelse af kontrakten, siger direktøren.
Kilde: Fagbladet 3F
Artiklen er en del af temaet Kurt Beier-sagen.