23948sdkhjf

Minister: Ulykkeskurven skal knækkes i transportbranchen

Der sker alt for mange døds- og arbejdsulykker i transportbranchen, mener beskæftigelsesministeren
Med en kampagne og målrettet kontrolindsats er det lykkedes at få nedbragt antallet af døds- og alvorlige arbejdsulykker i landbruget og i byggeriet, og det samme skal ske i vejgodstranportbranchen, som blandt andet omfatter lastbilchauffører og lagermedarbejdere.

Det fastslår beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) overfor Fagbladet 3F.

- Der er alt for mange, som kommer ud for en arbejdsulykke i vejgodstransportbranchen, og desværre har vi også set en række dødsulykker. Det er selvfølgelig ikke noget, som jeg vil acceptere, siger ministeren.

- Vi skal have knækket ulykkeskurven, fastslår han.

Ifølge en foreløbig opgørelse fra Arbejdstilsynet mistede 29 mennesker i 2018 livet i forbindelse med arbejde i Danmark. Mindst 20 af dødsulykkerne skete på områder, hvor 3F har overenskomst, og mindst 11 af dødsulykkerne er sket inden for Transportgruppen i 3F’s område.

På baggrund af den foreløbige opgørelse over dødsulykker sidste år har Troels Lund Poulsen Ministeren taget initiativ til en skærpet indsats. Den betyder blandt andet, at Arbejdstilsynet skal intensivere aktionerne i forhold til vejgodstransport og i forbindelse med tilsynsbesøg skal have større fokus på arbejde i højden, akutte overbelastninger og risikoen for at blive ramt af nedfaldne genstande. Desuden skal Arbejdstilsynet løbende mødes med branchen for at analysere de alvorlige ulykker.

- I branchen er der et ønske om, at der kommer en skræddersyet indsats. Og tiltagene ligger i naturlig forlængelse af de ting, som vi har gjort for at mindske ulykkerne i landbruget og byggeriet, siger Troels Lund Poulsen til fagbladet.

I november sidste år blev en græsk chauffør alvorligt forbrændt i Padborg, da et gasblus eksploderede under madlavningen i lastbilens førerhus. Og i december sidste år indebrændte en udenlandsk chauffør i førerhuset på en lastbil, der brød i brand, mens den holdt parkeret for natten på et trafikcenter i Sæby.

Troels Lund Poulsen mener derfor, at der kan være et behov for målrettet information til udenlandske chauffører, der kører og opholder i Danmark. Han opfordrer samtidig alle interessenter i branchen til at byde ind med forslag og idéer til tiltag, der kan være med til at forhindre ulykkerne.

- Det er nok ikke realistisk helt at forhindre, at der sker ulykker i transportbranchen. Men målet er helt klart, at der skal ske færre i år, siger Troels Lund Poulsen.

Flemming Overgaard, der er næstformand i 3F’s Transportgruppe, hilser indsatsen velkommen.

- Det er nødvendigt med en særlig fokus og indsats for at forebygge dødsulykkerne og skabe et mere sikkert arbejdsmiljø for chaufførerne og vores medlemmer i branchen, siger Flemming Overgaard til Fagbladet 3F.

DTL - Danske Vognmænd, der er hovedorganisation for cirka 2.000 vognmænd i Danmark, vil gerne være med til at nedbringe antallet af ulykker.

- Der er sket mange frygtelige ulykker i branchen, og vi bakker op om, at der skabes klarhed over, hvorfor de skete, og hvordan de fremover kan undgås, siger administrerende direktør Erik Østergaard, DTL - Danske Vognmænd
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.406