Regeringen holder med Postnord i EU-sag
Af et offentligt notat fra Transport- Bygnings- og Boligudvalget fremgår det, at regeringen agter at støtte EU-Kommissionen i den sag om ulovlig statsstøtte, som ITD og Danske Fragtmænd anlagde ved EU-domstolen i September 2018. I notatet anføres det, at grunden til regeringens interesse i at bakke op om EU-Kommissionen er, at statsstøtten til Post Danmark på 1,683 milliarder svenske kroner er en forudsætning for, at Post Danmark kan gennemføre den nødvendige transformation af virksomheden.
Beslutningen om at regeringen vil intervenere i sagen til fordel for EU-Kommissionen, kommer på ingen måde bag på ITD.
- Den danske stat er medejer af Post Nord, som ejer Post Danmark, og derfor er det forventeligt, at regeringen nu melder, at den agter at støtte EU-Kommissionen i den domstolssag, som ITD og Danske Fragtmænd har anlagt vedrørende ulovlig statsstøtte til Post Danmark. Vi forventer også, at den svenske regering, som også er medejer, intervenerer til støtte for EU-Kommissionen, siger Carina Christensen, administrerende direktør i ITD.
ITD og Danske Fragtmænd har anlagt sagen for at få sat en stopper for ny statsstøtte til Post Danmark og for at komme den unfair konkurrence fra det store statsejede selskab til livs.
- I denne her sag er der ingen tvivl om, at vi er oppe mod stærke kræfter. Regeringen vil gå meget langt for at beskytte sine aktiver. Vi vil omvendt have sat en stopper for den unfair konkurrence fra Post Danmark. Et statsstøttet selskab har ikke noget at gøre i et marked, der i forvejen er udsat for benhård konkurrence. Vi er i gang med den juridiske proces, og nu ruller boldene fra begge sider, siger Carina Christensen.