Panalpina rygtes at afvise DSV-bud
DSV sikrede sig onsdag en plads i toppen af C25-indekset, efter rygterne om at schweiziske Panalpina vil afvise det tilbud, som den danske transport- og logistikoncern lagde på på bordet for nylig.
Mediet The Loadstar kunne via unavngivne kilder tæt på det schweiziske selskab fortælle, at Panalpina fredag i denne uge kommer med et svar på tilbuddet, og at det bliver et "nej tak" - dog med lysten til at lytte til et nyt og forbedret tilbud.
- Det er jo fortsat på rygtebasis, og der har jo været spekuleret i modbud til DSV's bud enten på den ene eller anden måde. Lige nu handler Panalpina pænt over det tilbud, som DSV har givet, så det bliver spændende at følge udviklingen, siger Nikolai Holmsgaard, ansvarlig for aktiehandel i ABG Sundal Collier.
DSV steg med 1,7 pct. onsdag til 525,20 kr., hvor det ledende indeks på Københavns Fondsbørs vaklede omkring uændret.