DSV nu favorit til opkøb af Panalpina
Torsdag afviste Kuehne + Nagel at være interesserede i at byde på den schweiziske transportkoncern Panalpina. Dermed lader det til, at DSV står med de bedste kort på hånden i forhold til et eventuelt opkøb. Det skriver Berlingske.
De mere end 26 mia. kr., danskerne har budt for konkurrenten, er dog næppe nok, mener Michael Friis Jørgensen, der er analytiker i Alm. Brand.
- I de her situationer ved vi, at det første bud sjældent er det sidste. Men det er et køb, som de har drømt over i mange år, og DSV er oplagt til at vinde her, siger Michael Friis Jørgensen til Berlingske.
Og nu virker familieejede Panalpina altså til at være grydeklar; schweizerne står stille i et marked, der bevæger sig med rivende fart. Her kan den skarptskårne DSV-koncern blive løsningen, og det ville samtidig give fonden bag ejerskab over 7,7 pct. af DSV, fordi en del af prisen vil blive betalt med DSV-aktier.
- Panalpina har været på ønskelisten siden 1990erne. Det har altid været en drøm at købe dem, og nu er vi der, hvor det måske kan lykkes, siger den tidligere topchef for DSV, Leif Tullberg, til Berlingske.
Sidste år erklærede ærkerivalerne hos Kuehne & Nagel, at man var klar til at tale med ledelsen i Panalpina om en mulig fusion.
Men torsdag sagde manden bag konkurrenten, Klaus-Michael Kühne, at Kuehne & Nagel næppe er interesseret.
- Hvis danskerne absolut vil købe det håbløst overvurderede Panalpina, kan det ikke undgås. Det kunne måske for et år siden have været attraktivt, sagde Kühne torsdag til den schweiziske avis Handelszeitung ifølge Berlingske.
Kilde: Berlingske