ITD: Udspil lover godt for fremkommelighed
Erhvervsminister og formand for regeringens hovedstadsudvalg Rasmus Jarlov, transport- bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen og miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen har fremlagt regeringens hovedstadsudspil.
Udspillet adresserer fire store udfordringer frem mod år 2030, og som et væsentligt element indgår det at reducere trængslen og forbedre mobiliteten i og omkring hovedstaden.
- Det er et visionært og tiltrængt udspil, som i dag er blevet præsenteret, og vi glæder os over, at der nu bliver igangsat konkrete initiativer, så vi kan komme de massive trængselsproblemerne i og omkring hovedstaden til livs. For virksomhederne i transporterhvervet er god fremkommelighed et af de vigtigste parametre, men det er også en gevinst for borgerne og miljøet, hvis vi kan få afhjulpet trængslen og reguleret trafikken hensigtsmæssigt og fremsynet, siger Carina Christensen, administrerende direktør i ITD.
Presset på vejene stiger
De seneste 10 år er trafikken på motorvejsnettet steget med 32 procent, og udviklingen forventes at fortsætte. De største problemer med fremkommelighed og kapacitet på vejnettet er centreret om ringforbindelserne, og derfor skal disse udfordringer løses sammen med en udbygning af indfaldskorridorerne.
På den baggrund indgår det i udspillet, at der skal igangsættes VVM- og forundersøgelser af ringforbindelserne i hovedstaden, og dette ventes at forbedre kapaciteten på det centrale vejnet i hovedstadsområdet betragteligt.
- Der er ingen tvivl om, at det er nødvendigt at foretage massive investeringer i vejinfrastrukturen, hvis vi skal komme flaskehalsproblemerne til livs. Her indgår hovedstadsudspillet som et væsentligt element. Samtidig skal vi ikke glemme, at der også andre steder i landet er behov for at løfte kapaciteten og udbygge og fremtidssikre infrastrukturen. I den forbindelse har regeringen bebudet, at der kommer en samlet investeringsplan for infrastrukturen i begyndelsen af februar, og den venter vi os naturligvis meget af, slutter Carina Christensen.
I forbindelse med udspillet er det blevet meldt ud, at regeringen vil prioritere en forlængelse af Hillerød- og Frederikssundmotorvejen. Herudover er der 16 kilometer motorvej på vej til Næstved og 30 kilometer motorvej til Kalundborg i vente.