23948sdkhjf

Hård Brexit nærmer sig

I værste tilfælde vil EU-tilladelser ikke gælde i Storbritannien efter Brexit den 29. marts. Alle håber på en midlertidig aftale, der godkender hinandens tilladelser og beviser - ellers er en CEMT-tilladelse den sidste udvej.

Vognmænd risikerer at komme i bekneb for tilladelser til at komme ind i Storbritannien. Hvis det kommer til en hård Brexit natten mellem 29. og 30 marts, skal Storbritannien betragtes som et tredjeland på linje med lande som Hviderusland og Serbien.

Det betyder, at der skal køres på CEMT-tilladelser - og dem er der ikke et ujbegrænse antal af.

Udenrigsministeriet og brancheorganisationerne arbejder på højtryk for at skaffe detaljeret overblik over konsekvenserne for transportbranchen.

- Det første, vi anbefaler, er at følge med i udviklingen, siger jurist Maria Feldberg, ITD. Hun står for kontakten til ITD’s medlemsvirksomheder om det praktiske omkring Brexit

- Der er desværre ret stor usikkerhed om, hvordan det ender i Storbritannien. Det kan let ende med et No Deal Brexit, hvor man ikke længere kan køre på fællesskabstilladelserne.

Tre scenarier
Maria Feldberg opridser tre scenarier:

1. Blød Brexit

- En midlertidig løsning frem til udgangen af 2020, hvor man fortsætter uden mærkbare ændringer for tilladelser, chaufføruddannelser, førerbeviser og øvrige regler på området. Denne løsning er indeholdt i den aftale, som Theresa May fik forhandlet sig frem til, men som det engelske parlament nedstemte.

2. Mellemsituationen - Hvor man i mangel på en aftale indfører en nødplan om gensidig anerkendelse af tilladelser osv.

3. Hård Brexit - No Deal. En "Worst case" helt uden aftaler, hvor man falder tilbage på CEMT-tilladelserne.

Ingen bilaterale aftaler
- De danske myndigheder oplyser, at der ikke længere findes bilaterale aftaler mellem Danmark og UK, og at en sådan ikke kan indgås, da EU har kompetencen på dette område. Vi falder derfor tilbage på CEMT-tilladelserne, hvis der bliver tale om en hård Brexit, siger Maria Feldberg.

Den store tidsrøver og flaskehals for transportbranchen vil være, at alle varer skal toldkontrolleres. Hvor omstændeligt det bliver, vil blandt andet afhænge af det antal toldere, der bliver ansat.

Herhjemme har Skattevæsenet ansat omkring et halvt hundrede ekstra toldere som følge af Brexit, mens Fødevarestyrelsen skal hyre mindst 20 ekstra medarbejdere til udstedelse af fødevarecertifikater.

Maria Feldberg håber, at der indgås en aftale inden skæringsdagen, så Storbritannien og EU vil anerkende hinandens tilladelser.

- EU planlægger ifølge nødplanen for vejtransporten at anerkende britiske tilladelser i resten af 2019, hvis de også bliver anerkendt den anden vej.

- Vi afventer stadig, hvad Storbritannien siger til det. Det giver stadig en masse udfordringer i forhold til told og de andre områder.

ITD’s tjekliste
Maria Feldberg henviser til den tjekliste, som ITD har udarbejdet til sine medlemmer, og som indeholder en lang række råd, som danske vognmænd bør følge - eller i det mindste holde sig orienteret om - i tilfælde af en hård Brexit. Det er emner som: 

  • social sikring 
  • arbejds- og opholdstilladelser for britiske chauffører 
  • anerkendelse af britiske kvalifikationsbeviser 
  • forsikring 
  • førerattest 
  • cabotage 
  • told 
  • køre/hviletid 
  • vikarvirksomhed 
  • kontrakter m.m.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078