Branchen roser socialdemokratisk infrastrukturplan
Socialdemokratiet har onsdag fremlagt en plan, der indeholder investeringer til veje, tog og cykelstier for 70 milliarder kroner. Partiet foreslår samtidig rullende 10-årsplaner for infrastrukturen. ITD og Dansk Erhverv hilser udspillet velkommen:
- Vi glæder os over udspillet fra Socialdemokratiet. Der tegner sig nu en meget bred politisk vilje til nye store investeringer i infrastruktur. Det er til gavn for hele Danmark. I ITD ønsker vi også, at der skal udvikles en fremtidssikret masterplan for nye infrastrukturinvesteringer, og ligesom Socialdemokratiet mener vi også, at masterplanen skal understøttes med rettidige investeringer i Danmarks infrastruktur. Vi hilser forslaget, om at et bredt politisk flertal forpligter sig til at mødes hvert femte år for at tilrettelægge en ny investeringsplan for de næste 10 år, velkommen, siger Carina Christensen, administrerende direktør i ITD.
Også hos Dansk Erhverv er man begejstrede over udspillet:
- Jeg synes, at det er meget fornuftigt, at Socialdemokratiet kommer med konkrete bud på, hvad partiet vil med landets infrastruktur. Fornuftigt er det også, at partiet lægger op til et bredt samarbejde. Det er også det det, som vi opfordrer til i Dansk Erhverv. Alle ved, at det er valgår, hvor partierne prøver at skabe kant til hinanden, men når det gælder områder så som infrastruktur, så er det vigtigt, at et bredt flertal i Folketinget står bag en aftale, siger Jesper Højte Stenbæk, fagchef for transport og logistik i Dansk Erhverv.
Socialdemokratiet spiller ud med en ramme på 70 milliarder kroner til infrastruktur over de næste ti år.
- Her ser vi gerne, at ambitionerne er større. At der bliver investeret mere til gavn for dansk erhvervsliv og pendlerne. Men S er så også åbne for et større beløb, hvis forhandlingerne lander der. Det håber vi så naturligvis, at de gør, siger Jesper Højte Stenbæk.
ITD er enige - tallet måtte gerne være højere:
- 70 milliarder kroner til både veje, tog og cykelstier bringer os ikke i mål, men det er et fornuftigt udgangspunkt for kommende politiske drøftelser. Infrastruktur er en samfundsmæssig god investering, ligesom det er afgørende, hvis vi skal sikre øget vækst, beskæftigelse og konkurrenceevne. Det gør vi bedst, hvis der bliver skabt brede politiske aftaler om infrastrukturen, så planerne er levedygtige og langtidsholdbare – også efter et valg. Det lægger Socialdemokratiet i sit udspil op til, og det er overordentlig glædeligt, siger Carina Christensen, administrerende direktør i ITD.
Jesper Højte Stenbæk fra Dansk Erhverv roser desuden, at S ønsker en ny tilgang til de offentlige investeringer med rullende 10-årsplaner og et bedre overblik over planlagte investeringer.