Panalpina afviser DSV-tilbud
Mandag morgen er der endelig nyt i forhold til DSVs opkøbstilbud til den schweiziske transportkoncern Panalpina - og det er ikke positive nyheder for den danske transportkæmpe.
I en pressemeddelelse skriver Panalpina, at virksomhedens største aktionær, Ernst Göhner Foundation, der ejer i omegnen af 46% af aktierne, ikke vil modtage DSVs nuværende tilbud på 26,5 milliarder kroner.
I stedet har fonden informeret bestyrelsen om, at man bør forfølge en uafhængig vækststrategi som inkluderer opkøb.
"Panalpinas bestyrelse overvejer fortsat situationen sammen med sine professionelle rådgivere og vil melde yderligere ud efterhånden", skriver koncernen i meddelelsen.
Panalpina har 14.000 ansatte og er til stede i 70 lande. I 2017 havde selskabet et driftsresultat (EBIT) på 103,3 millioner schweizerfranc, men indtjeningen er dårlig, hvilket gør koncernen til et oplagt mål for DSVs opkøbsstrategi.