Aarhus Havn slog containerrekord i 2018
Flere TEU end nogensinde før blev håndteret i Aarhus Havn sidste år. Det oplyser havnen i forbindelse med, at godsmængderne for 2018 er blevet gjort op.
I forhold til containere er der tale om en stigning på seks pct. fra den hidtidige rekord, der blev sat i 2017. I alt blev der langet containere svarende til 540.363 tyvefodsekvivalenter (TEU) over kaj til stor begejstring for havnedirektør Jakob Flyvbjerg Christensen.
- Vi har jo konkurrenter i både nord og syd. Og vi følger naturligvis både dem og de internationale handelstal med stor opmærksomhed. Jeg er overbevist om, at flere og flere har fået øje på Aarhus Havns gode beliggenhed, og det – sammenholdt med at vores operatører er blandt de bedste i verden til containerservice – giver en unik forretningsmodel, siger han i en pressemeddelelse.
Den samlede godsomsætning landede på 8.801.234 ton. Der er en stigning på to pct. i forhold til året forinden. Havnen gik tilbage på mineralske olier, der i flere år har været et udfordrende område for havnen.
- Men vi henter den tabte olie på andre forretningsområder – godt og vel. Vi er specialiserede på Aarhus Havn, men ikke mere end, at vi stadig har mange varer i sortimentet – og den bredde hjælper os også i år,” siger Jakob Flyvbjerg Christensen.