DTL: Danske chauffører og vognmænd rammes hårdt af parkeringsregler
Kapacitetsproblemerne på de danske rastepladser har nået et omfang, hvor man fra politisk hånd er nødt til at tage affære. Det mener DTL, der nu kalder på, at regeringen indlemmer en kapacitetsudvidelse af rastepladserne i deres infrastrukturplan.
Allerede i 2009 – længe inden det supplerende problem med langtidsparkerende østeuropæiske lastbiler for alvor begyndte at gribe om sig - kom der en rapport fra Vejdirektoratet, der viste massiv overbelægning. Alene på rastepladsen ved Skærup var belægningsprocenten på 400%.
Derfor er der ifølge DTL ingen undskyldninger for ikke at gøre noget ved problemet, når regeringens længe ventede 10-årige investeringsplan for den trafikale infrastruktur inden for ganske få uger forventeligt lanceres.
DTL: I må til lommerne!
Flere parkeringspladser til lastbilerne langs motorvejsnettet. Sådan lyder kravet fra DTLs administrerende direktør Erik Østergaard til regeringen inden den bebudede investeringsplan.
- Vejdirektoratet fremlagde i september et notat med forslag til 484 ekstra pladser til en skønnet pris på 180 mio. kr. Det ville helt sikkert gøre en kæmpe forskel. Så kære politikere: I må til lommerne!
- Vi har jo i årevis vidst, at der ikke var kapacitet nok. Der er langt flere biler på vejene, også langt flere lastbiler. Samtidigt er antallet af udenlandske lastbiler eksploderet. De kan i sagens natur ikke bare køre hjem om aftenen. Derfor optager de pladser på de danske rastepladser – og det giver problemer for de danske vognmænd og deres chauffører, som presses til ulovlige parkeringer. Det er ikke i orden, siger Erik Østergaard, og fortsætter:
- 25-timers begrænsningen har løst noget af problemet blandt andet i forhold til langtidsparkeringen, men faktum er, at antallet af rastepladser ikke er vokset i takt med trafikarbejdet. Og så er problemet yderligere eskaleret med de mange udenlandske biler, der også har behov for at afholde det daglige hvil. Så der er behov for at udbygge ”kernekapaciteten” på pladserne. Det behov var kendt allerede tilbage i 2009.
Uacceptabel forretningsmodel
I et svar til EU-Kommission skrev transportminister Ole Birk Olesen forleden følgende:
"Som en generel betragtning vil jeg slutteligt bemærke, at medlemslande ved at tillade og muliggøre langtidsparkering på motorvejsrastepladserne er med til at understøtte en uacceptabel forretningsmodel i vejgodserhvervet, der baserer sig på, at chauffører lever og bor på rastepladser rundt om i Europa under kritisable forhold i meget lange perioder ad gangen uden at komme hjem.”
- Jeg er helt enig med transportministeren i, at det bør være dem, der lukrerer på udenlandske lavtlønschauffører, der selv skal sikre, at deres chauffører har et sted at parkere med ordentlige forhold. Så jeg håber, at ministeren vil tage yderligere initiativer, der presser transportkøberne på dén dagsorden. Det er den forretningsmodel, som ministeren så rigtigt beskriver, der skal bekæmpes, fortsætter Erik Østergaard.
Danske vognmænd og chauffører rammes
- I DTL står vi fuldstændig på mål for ønsket om en 25-timers parkeringsrestriktion. Den forhindrer, at rastepladserne bliver brugt til campinglignende længevarende ophold. Men parkeringsreglerne for lastbiler er ikke tidligere blevet håndhævnet i nævneværdig grad. De nylige håndhævelser har betydet, at flere danske chauffører og vognmænd nu rammes af p-afgifter, fordi de ikke kan finde pladser – fordi rastepladserne er fyldt op med lavtlønschauffører på hvide plader, siger Erik Østergaard, og fortsætter:
- Den uhensigtsmæssighed vil jeg gerne appellere til ministeren om at få taget hånd om. Som det er nu, så står chaufføren eller vognmanden i et dilemma mellem en bøde for overtrædelse af køre- og hviletiden eller ulovlig parkering. Problemets kerne er dog, at med det store antal udenlandske biler så er der ikke pladser til de danske vognmænd og chauffører. Det kan ikke være rigtigt.
- Nu og her kunne der som en overgangsordning gives tilladelse til, at der for eksempel om natten måtte ske parkering af lastbiler i områderne for personbiler. Disse er som oftest tomme om natten, mens der omkring lastbilerne er overbelægning, slutter Erik Østergaard.