23948sdkhjf

Regeringen: Transportsektor må selv betale for grøn omstilling

Der skal findes 50 milliarder kroner til regeringens klimaudspil. Det skal en kommission finde.

Regeringens klimaudspil har blandt andet som ambition, at der skal være en million grønne biler på de danske veje i 2030. Men hvis det sker, vil staten komme til at savne indtægter for omkring 50 milliarder kroner i bilafgifter. Og de penge skal findes andre steder på vejene.

Derfor skal en kommission med den tidligere Dong-direktør Anders Eldrup i spidsen finde ud af, hvordan statens kan erstatte de manglende indtægter.

Det fortæller finansminister Kristian Jensen (V).

- I dag får vi cirka 50 milliarder kroner ind på bilafgifter, siger han og formulerer kommissionens opgave:

- Hvordan klarer vi det i et samfund med elbiler og brintbiler?

Kommissionen får dog ikke frit valg på alle hylder, når den skal finde de nye indtægtskilder.

I sin opgavebeskrivelse kan kommissionen læse, at pengene som udgangspunkt skal findes på transportområdet.

Der nævnes som eksempler modeller for betalingsveje og vejafgifter samt 'muligheder for en omlægning til teknisk baserede bilafgifter'.

- Vi kan se, at på rigtig mange områder – energi, husholdninger, virksomheder – har vi gjort rigtig meget for at reducere vores CO2-udledning, siger Kristian Jensen.

- På transportområdet har vi forsat en stor udfordring foran os. Derfor synes vi, at det er rimeligt, at det er transportområdet, der er med til at finansiere en grønpark fremover.

Ifølge Kristian Jensen er alle forslag fra Anders Eldrup og hans kommission velkommen. Kommissionen skal aflevere en delrapport ved udgangen af 2019, mens dens endelige arbejde skal være færdig omkring udgangen af 2020.

Spørgsmål: Vil regeringen føle sig forpligtet til at støtte kommissionens forslag, hvad end de er?

- Det, der kommer, vil være vores udgangspunkt i de forhandlinger, der så skal starte, siger Kristian Jensen.

Spørgsmål: Hvad sker der, hvis der ikke er politisk flertal for et tilstrækkeligt beløb til at finansiere regeringens klimaudspil?

- Så må vi finde andre finansieringskilder. For vi går ikke tilbage på ambitionen om at nå en million grønne biler i 2030.

Kommissionen kommer ud over Anders Eldrup til at indeholde fem forskere fra blandt andet DTU og Københavns Universitet og fire 'eksperter' fra hvert sit ministerium.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095