Efter ulovlige indkøb: Reno-Nord henter hjælp
Affaldsselskabet I/S Reno-Nord meddeler, at det nu indgår i et samarbejde med Aalborg Kommune om bistand i forbindelse med indkøb.
I december kom det frem, at Reno-Nord i en årrække har haft indkøb for 99 millioner, som ikke var foregået efter reglerne. Indkøbene skulle have været i udbud.
Den gang beklagede formand for Reno-Nord, Kristoffer Hjort Storm, over for Nordjyske de ulovlige indkøb.
- Det er stærkt beklageligt, men vi har været i god tro, sagde Kristoffer Hjort Storm, som også sidder i Aalborg Byråd for Dansk Folkeparti.
Det kom da også frem, at flere danske forbrændingsanlæg havde undladt at sende opgaver i udbud, som reglerne kræver.
Den ny aftale om juridisk bistand er indgået med Aalborg Kommunes afdeling Administration og Service. I en pressemeddelelse skriver Reno-Nord, at samarbejdet ”skal styrke selskabets ressourcer og vidensopbygning sådan, at det sikres, at reglerne om offentlige indkøb efterleves, og at der opnås de bedst mulige aftaler med leverandørerne.”
- Aalborg Kommune, Administration og Service besidder stærke juridiske kompetencer. Samtidig har afdelingen solide referencer inden for I/S Reno-Nords aktivitetsområde i kraft af, at afdelingen i forvejen betjener samtlige aktieselskaber i Aalborg Forsyning, herunder Nordjyllandsværket og Aalborg Renovation, lyder det fra Reno-Nords bestyrelsesformand.
Kristoffer Hjort Storm hæfter sig ved, at I/S Reno-Nord på intet tidspunkt har været indklaget i forbindelse med indkøbsbeslutninger eller udbud og dermed ikke har haft omkostninger til bod, erstatning eller annullerede af udbud