Kontrol viser svinepestfare: Transportører sjusker med vask
Ofte er transportører ikke grundige nok med rengøring af lastbiler
I fire ud af ti tilfælde rengøres lastbilerne nemlig ikke tilstrækkeligt til at eliminere risikoen for spredning af afrikansk svinepest.
Det viser en stikprøvekontrol, som Fødevarestyrelsen har foretaget på 300 lastbiler.
Sygdommen rammer alle racer af svin og vildsvin. Den er frygtet i industrien, da den kan få store konsekvenser for dansk svineeksport.
Der har dog endnu aldrig været konstateret afrikansk svinepest i Danmark. Og det skal vi være glade for, mener chefkonsulent i Fødevarestyrelsen Stig Mellergaard.
- Det ville koste flere milliarder i tabte eksportindtægter, fordi al vores eksport til tredjelande ville blive lukket øjeblikkeligt, siger han.
De kontrollerede lastbiler var autoriseret i blandt andet Belgien, Polen og Tjekkiet. I alle tre lande har der i senere år været tilfælde af virussygdommen.
- Dette viser dog ikke, i hvilke lande transportmidlerne har aflæsset dyr, og om det er i lande, hvor der er udbrud af afrikansk svinepest, skriver styrelsen i rapporten.
De 300 transportmidler var ifølge styrelsen registreret hos 89 forskellige transportvirksomheder.
Lastbilerne var autoriseret i otte EU-lande - heriblandt Danmark.
Generelt kører mange lastbiler i de områder, hvor der er svinepest i vildsvin, forklarer Stig Mellergaard.
- Det er ikke alle steder i udlandet, hvor der er hegn omkring besætningerne, som sikrer, at der ikke kan have gået vildsvin i nærheden, siger han.
Selv om alle lastbilerne i kontrollen blev rengjort og desinficeret, efter at svinene var blevet læsset af, var indsatsen ofte mangelfuld.
- Det handler ikke om, at de er fyldt med møg og strøelse og lignende. De har en basisrengøring, siger Stig Mellergaard.
- Men vi finder gødningsrester rundt omkring i bilen, og dér kan der altså gemme sig en virus, hvis der har været afrikansk svinepest.
Fødevarestyrelsens stikprøvekontrol udløste i alt 35 politianmeldelser og 120 forbud.
I seks tilfælde førte den mangelfulde rengøring kun til en indskærpelse, skriver styrelsen.
Stig Mellergaard medgiver, at risikoen for, at svinepest bliver ført ind via lastbiler, ikke er "vanvittigt stor".
- Men grunden til, at vi reagerer sådan, er, at konsekvenserne ville være så store, siger han.
Lisbet Hommelhoff er formand for organisationen SamMark, der blandt andet repræsenterer dyreeksportørerne.
Hun meddeler, at der i høj grad er fokus på at følge op på overtrædelser, så der ikke indføres svinepest.
- Der er ingen tvivl om, at vi er kede af at se, at resultatet er sådan. For der er dagligt fokus på, at vi skal have rene biler over grænsen, siger hun.
Det omstridte vildsvinehegn, der netop skal være med til at sikre, at der ikke kommer svinepest i Danmark, ventes at stå færdigt til efteråret.
De første stolper til hegnet blev sat i januar.
Erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer har tidligere forklaret, at det primære mål med hegnet ikke er at holde allerede smittede vildsvin ude af landet. Det skal derimod sikre, at der ikke kommer nye vildsvin som potentielle smittebærere, når Danmarks lille, eksisterende bestand er nedlagt.
/ritzau/