Årets Chauffør 2019 kåret: Brænder for trafiksikkerheden
Prisen som Årets Chauffør 2019 blev tildelt chauffør i Nagel Group, Erik Emil Hansen. Begivenheden fandt sted på DTL's stand under Transport 2019 i Herning, hvor Rådet for Sikker Trafik uddelte prisen i samarbejde med 3F Transportgruppen og DTL – Danske Vognmænd.
- Prisen som Årets Chauffør 2019 går til en ildsjæl, som brænder for trafiksikkerheden og har præsteret en stor og vedvarende indsats med at informere sine kolleger om trafiksikkerhed. Med prisen ønsker vi at minde alle chauffører om, at deres indsats er vigtig og værdsat, siger Mathias Hjorth Frederiksen, projektleder i Rådet for Sikker Trafik.
Prismodtageren Erik Emil Hansen er godt kendt i chaufførkredse – ikke mindst fordi han også er formand for Godschaufførernes Landsklub, der taler chaufførernes sag og deltager i den offentlige debat om chaufførforhold.
Erik Emil Hansen er en afholdt kollega og har med sin direkte facon og store kontaktflade blandt chauffører i hele landet en evne til konstant at sætte fokus på trafiksikkerheden i branchen. Hans mangeårige arbejde med at forebygge højresvingsulykker igennem korrekt indstilling af spejle er et godt eksempel på et konkret tiltag, der har en effekt ude i trafikken.
Erik Emil Hansen har samtidig fokus på sundhed og søvn særligt blandt de kolleger, som ofte kører natkørsel. Han har givet gode råd om kost og ernæring samt metoder til, at man kan møde udhvilet op på sit job, da de to elementer hjælper med at holde koncentrationen om natten.
God forretning og sammenhold
Der er nemlig rigtig god økonomi i at undgå ulykker, for udover sparede udgifter til reparationer, er der også fordelen i at bilen ikke skal tages ud af drift. Det kan administrerende direktør Erik Østergaard i DTL - Danske Vognmænd tale med om:
- Når vi taler med vognmændene, som er vores medlemmer, er det tydeligt, at de for alt i verden forsøger at undgå ulykker, da de menneskelige omkostninger kan være meget store. Samtidig ved vi, at selv mindre ulykker koster mange penge i udbedring af skader og tabt omsætning, så der er kun gode grunde til at arbejde aktivt med trafiksikkerheden. Derfor er den ekstraordinære indsats, som dagens prismodtager har ydet, vigtig på mange parametre. I DTL kender vi også Emil fra samarbejdet i kampen mod social dumping og ordentlige CSR-politikker, udtaler Erik Østergaard.
Flemming Overgaard, næstformand for 3F Transportgruppen, tilføjer:
- Det er tydeligt, at ildsjæle på arbejdspladserne i transportbranchen har en stor betydning for det sammenhold, der er på arbejdspladsen. Samtidig er de med til at skabe forandringer i den kultur, der for eksempel er afgørende for at få trafiksikkerhed ind under huden. Derfor er vi med til at uddele prisen som Årets Chauffør 2019, fordi vores erfaring siger, at den enkeltes indsats er afgørende for hele holdets præstation.