23948sdkhjf

Stykgodscentret køber ældgammelt vognmandsfirma

- Vi blev utroligt stolte, siger indehaver, der fortsætter i firmaet
Stykgodscentret Skive overtager vognmandsfirmaet L. Pedersen & Søn, der har rødder tilbage til 1880.

Det oplyser Stykgodscentret Skive i en pressemeddelelse, hvor det fremgår, at Skive-virksomheden L. Pedersen & Søn har syv egne biler og otte indlejede vognmænd.

Med overtagelsen udvider Stykgodscentret Skive sit forretningsområde til også at omfatte kørsel af kran og medbringertruck til kunder over hele Danmark – et marked, som
virksomheden ser et stort potentiale i:

- Vi har længe gerne villet ind på markedet for kørsel med kran og medbringertruck. L. Pedersen & Søn ApS har været på markedet i mange år og kender det ud og ind. Med overtagelsen får vi adgang til deres mangeårige kompetencer og erfaring. Det kommer både til at styrke vores forretning og optimere vores drift og kørsler, siger Mikael Madsen,
der er direktør hos Stykgodscentret Skive.

- Vi har haft et tæt samarbejde med L. Pedersen & Søn i mange år. De har en moral og etik, der passer rigtig godt til os, og vi glæder os til at byde medarbejdere og chauffører velkommen, tilføjer han.

L. Pedersen & Søn ApS fortsætter under eget navn, og virksomhedens chauffører og vognmænd kommer ifølge Mikael Madsen ikke at mærke de store forandringer i hverdagen. Lars Peter Buhl Pedersen, der er indehaver hos L. Pedersen & Søn, rykker med til Stykgodscentret Skive, hvor han fortsætter med at have ansvaret for sine tidligere medarbejdere.

- Vi blev utroligt stolte, da Stykgodscentret Skive kontaktede os. Det er et tegn på, at vi gør det godt, og at vi har noget at tilbyde. De seneste 10 år har vi arbejdet hårdt på at løfte vores forretning. Men markedet og branchen ændrer sig hele tiden, og meget kan ske, særligt for en forretning af vores størrelse.

- Hvis vi skal sikre kørsel til vores chauffører, er vi nødt til at tænke langsigtet. Jeg er derfor sikker på, at vi har taget den helt rigtige beslutning. Stykgodscentret Skive har størrelsen og evnerne til at skabe den nødvendige fremgang, siger Lars Peter Buhl Pedersen. Han er femte generation i vognmandsfirmaet, hvor han de seneste fire år har været indehaver.

L. Pedersen & Søn har specialiseret sig i kørsel med kran og medbringertruck og råder over syv biler og otte medarbejdere, hvortil kommer de otte indlejede vognmænd.

Stykgodscentret Skive har 65 medarbejdere, 35 biler og 75 trailere.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078