23948sdkhjf

Arocs er entreprenørens arbejdshest

Test af Mercedes-benz Arocs - et køretøj, der er skræddersyet til entreprenørkørsel. Vi har prøvet en udgave med 530 hk.

Med Arocs modellen valgte Mercedes-Benz Trucks i 2013 at satse ekstra stærkt på entreprenør-lastbiler, og herhjemme sælges der 100 - 150 enheder om året, oplyser den danske importør.

Arocs er udviklet til vægtklasser fra 18 til 41 ton til kørsel både på landevej og i terræn, men i de nordiske lande specificeres bilen ofte, så den kan anvendes til dels tung transport og til tung landevejskørsel, herhjemme til 56 ton totalvægt - i Finland og Sverige endnu mere.

Specificeret til 68 ton
Testbilen, en 8x2/6, var specificeret op til 68 ton, da den er opbygget med kran, hejselad og er forberedt til at køre med 3-akslet kærre.

Arocs har blandt andet tre delt kofanger med stålhjørner. Nævnes skal også LED-kørelys og LED-lys bag.

Der er fire aksler, hvor én er drivaksel, to styrende og endelig bageste løftbare bogie-aksel, der også er medstyrende for ikke at ødelægge belægningen på gårdspladser og lignende.

Førerhuset er et Classic Space-førerhus med en bredde på 2.300 mm og en motortunnel på 170 mm. Det betyder lidt lettere adgang til førerhuset i forhold til Mercedes’ Big Space-førerhus.

Ekstra god komfort
Komforten bag rattet var ekstra god i det læderbetrukne Comfort førersædet med to armlæn. Nævnes skal også klimaautomatik. Testbilen havde desuden nøglefri start og læderrat.

Der er masser af aflæggeplads og skabe i kabinen - bl.a. over forruden. Testbilen havde også et integreret klapbord i passagersiden - og under sovebriksen et køleskab, der kunne trækkes ud.

Alle de vigtigste informationer hentes via to betjeningskontakter på rattet med i alt 16 betjeningstaster - til venstre kan man således klikke sig frem og tilbage i menuer i kombi-instrumentet mellem speedometer og omdrejningstæller - til højre blandt andet fartbegrænser og fartpilot.

Skifter meget blødt
Bilen havde Mercedes’ eget 12 trins Power Shift automatgear, som skifter meget blødt. Langt de fleste Arocs-biler leveres med denne gearkasse om end man kan få den med manuelt gear.

Nok til at bedømme bilens kraftige motorbremse og de to forskellige gearprogrammer A Standard og A Power, hvor sidstnævnte giver en mere dynamisk og kraftfuld gearskiftekarakteristik.

Vi havde ikke last på denne bil, men den var opbygget med kran og hejselad, som betød en ekstra vægt på op mod 8 ton.

Testbilen havde heller ikke Mercedes’ meget roste Predictive Powertrain Control (PPC), hvor bilen ved hjælp af GPS og digitale 3D kort tilpasser gearskift og motorydelse efter stigninger og nedkørsler i terrænet. PPC kommer som fabriksstandard på Arocs 5, og det kan vi så glæde os til. PPC giver en forbedring af brændstofforbruget på op til fem procent ifølge fabrikkens egne målinger.

ECO Roll
Flere gange oplevede vi ECO Roll funktionen, hvor bilen kører i friløb, hvor motoren er i tomgang.

Bilens motorbremse betjenes via en stilk på ratstammen. Skulle vi bruge ekstra bremsekraft, skubbede vi yderligere stilken indad for at geare ned.

Testbilen havde OM 471-motor i anden generation, som kom på markedet i 2015. Her fik nogle vigtige motor-opdateringer, som betød brændstof-besparelser på ekstra tre pct.

Bilen havde også Fleetboard, men vi målte ikke vores økonomiske kørsel, hvor der gives karakterer for forbrug og bremsning. Desuden var der en monitor, der viste udsynet langs siden ved svingning.

Stor interesse for MirrorCam
Ser vi på turen generelt, skal vi rose kørselskomforten og udsynet. Det bliver dog endnu bedre, når den nye Arocs kommer til sommer. Her har man mulighed for at vælge en spejlløsning med MirrorCam - det vil sige kameraer erstatter sidespejlene.

- Interessen for Mirrorcam er stor blandt kunderne, fortæller salgschef Jan Hendriksen fra Mercedes-Benz CPH.

- Omkring halvdelen af de nye Actros og arocs er bestilt med med MirrorCam, men produktionen går dog først i gang i juni.

Artiklen er en del af temaet Test.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093