Nye rasteplads-toiletter til de tissetrængende trafikanter
Nu bliver det snart en lille smule rarere at være tissetrængende trafikant på de vest-, syd- og sønderjyske rastepladser.
I løbet af foråret og sommeren opdaterer Vejdirektoratet nemlig til nye toiletbygninger på syv rastepladser langs motorveje og landeveje i området. Det er Flex Modul, der både producerer, leverer og opsætter de nye toiletbygninger.
Toiletbygningerne skal erstatte de gamle toiletter og give trafikanterne en øget komfort og service, når de træder af på naturens vegne.
- Gode toiletforhold er en helt afgørende del af den service, vi ønsker at give trafikanterne på statsvejnettet. Derfor udskifter og moderniserer vi løbende vores toiletbygninger, så vi hele tiden kan tilbyde trafikanterne tilfredsstillende forhold på dette område, siger projektchef Jens Kristian Kofoed fra Vejdirektoratet.
De nye toiletbygninger er udformet i Rockpanelplader og med inventar i rustfrit stål, hvilket gør bygningerne driftsvenlige. En af deres kvaliteter er den markante anvendelse af dagslys, der er knyttet til deres udformning.
De er udstyret med store vinduespartier, der lukker lyset ind i bygningerne. Det er erfaringen, at brug af dagslys i indretningen giver øget velbefindende hos brugerne og reducerer risikoen for hærværk.
Helt konkret opstilles de nye toiletbygninger på disse rastepladser:
- Dejbjerg
- Ølgod SØ
- Ølgod SV
- Grindsted NØ
- Varde Øst
- Årslev Vest
- Frøslev Vest
Toiletbygningerne i det Vest- og Sydjyske rummer 1 toiletrum, mens toiletbygningerne i Årslev og Frøslev bliver af en større model med tre toiletrum – et til damer, et til herrer og et handicapegnet.
Toiletbygningerne opstilles i disse måneder, og udskiftningen af alle toiletbygningerne vil være overstået i løbet af sommerferien.