DFDS mister brexit-kontrakter med Storbritannien
Det danske rederi DFDS må vinke farvel til de kontrakter med det britiske transportministerium, som blev underskrevet for at sikre Storbritannien nok kapacitet til fragt til og fra landet i tilfælde af et brexit.
Det bekræfter DFDS til branchemediet ShippingWatch.
Kontrakterne trådte i kraft 29. marts, da det oprindeligt var planen, at briterne skulle forlade EU den dag. Men inden det blev til virkelighed, blev brexit udskudt.
Ud over DFDS gik nogle af kontrakterne til det britiske rederi Brittany Ferries.
Det var ikke indskrevet i kontrakterne, hvad der ville ske med, hvis brexit blev udskudt.
Det hele har dog ikke været forgæves. Ifølge ShippingWatch har The National Audit, der står for statens regnskaber i Storbritannien, tidligere oplyst, at den britiske stat skal punge ud med over 450 millioner kroner for at annullere kontrakterne.
/ritzau/
Kilde: /ritzau/