Postnord vil levere pakker indenfor få timer
Fremover skal det rigtig hurtigt, når kunder får leveret deres pakker med Postnord. Postkoncernen tester i øjeblikket et nyt koncept i samarbejde med flere detailforretninger, hvor kunder, der har bestilt deres varer inden kl. 14, skal kunne få leveret allerede samme aften.
Forsøget skal afdække, om kunderne er villige til at betale for den ekstra hurtige levering, siger Stine Sander, der er chef for e-Commerce i Postnord.
- Det er et supervarmt emne lige nu, og nu vil vi teste, om der er et kommercielt marked for denne leveringsform. Det, vi tester i første omgang, det er efterspørgslen, siger Stine Sander til Finans.
Umiddelbart vil prisen for sammedagslevering være den samme som almindelig hjemmelevering, oplyser Postnord. Pilotprojektet kører frem til sommer, hvorefter Postnord vil vurdere, om markedet er klar til den nye løsning.
Muligheden tilbydes i første omgang til kunder, der bor i Storkøbenhavn og et omkringliggende område fra Køge i Syd, over Roskilde i vest og til Nivå i nord.
Kilde: Finans